Arkivfoto: Bax Lindhardt/NF/Ritzau Scanpix

Alexandra jubler: Har fået job hos Bang & Olufsen

Grevinde Alexandra har fået job hos Bang & Olufsen, hvor hun skal arbejde med kundeprogrammer, marketing og salg.

Det oplyser Bang og Olufsen ifølge Ritzau i en pressemeddelelse.

Ifølge SE og HØR glæder Alexandra sig til at starte hos virksomheden, hvor hun har fået titlen Director for Client Programmes:

– Jeg ser meget frem til arbejdet med at styrke kendskabet til Bang & Olufsens brand og produkter på virksomhedens kernemarkeder. B&O er et dansk ikon, og jeg glæder mig til at blive en del af virksomheden og til samarbejdet med mine nye kolleger, siger Alexandra til SE og HØR.

Arkivfoto: Bax Lindhardt/NF/Ritzau Scanpix

Til sommer får den 55-årige grevinde ikke længere apanage, da hendes yngste søn prins Felix fylder 18 år.

Alexandra startede i det nye job mandag morgen.

Sikke en dejlig nyhed! Vi ønsker Alexandra stort tillykke med hendes nye job.