Den seneste tid har flere og flere personer stået frem og fortalt, hvordan de ikke har fået deres penge fra Lauritz.com, der lige nu kæmper for at undgå konkurs.
Det drejer sig både om privatpersoner, men også forskellige velgørende fonde kæmper for at få deres penge. Nu blander tv-værten Anders Breinholt sig i sagen, og han er rasende.
Tilbage i april vandt Anders Breinholt en auktion, som han var rigtig glad for at vinde. Han købte en trøje med FCK-spilleren Rasmus Falk, og selvom trøjen i sig selv bragte glæde, da den kommer fra yndlingsholdet, så var der en anden årsag til, at han gav så mange penge for en trøje.
Han betalte nemlig 30.000 kroner for trøjen. Formålet med at bruge så mange penge på en trøje var, at han ville støtte SMILfonden, der solgte trøjen.
Men pengene er endnu ikke udbetalt til SMILfonden, og det får Anders Breinholt til at rase i et opslag på Instagram.
– Jeg ‘slap’ med 30.000 ( plus 7500 kr i gebyr ) til det jeg troede skulle være et godt formål.. Det var SMILfonden der samme med FCK havde lavet en auktion, hvor man kunne byde på trøjer som var udsmykket af børn fra bl.a. Rigshospitalet’s børne afd.
I mellem tiden er der sket det, at Lauritz.com stadigvæk ikke har udbetalt de penge som jeg – og alle andre der støttede – har betalt for vores trøjer. Dvs at Smilfonden har over 400.000 kr ude at svømme hos Lauritz.com, skriver han i opslaget.
Det er altså ikke kun pengene fra Anders Breinholt, der ikke er blevet udbetalt til SMILfonden. Fonden mangler at få udbetalt over 400.000 fra Lauritz.com.
– Det er desværre ikke første gang at Lauritz.com er lidt for smarte i en fart. Nu er de ved at gå konkurs og deres forretning er stadig åben, hvilket virker stærkt kritisabelt, fortsætter han.
Han tagger stifterne og direktørerne Bengt Sundstrom og Mette Rode Sundstrøm og spørger, om de forsøger at få folks penge tilbage.
– Men hvem ved, måske sidder stifterne og direktørerne Bengt Sundstrom og Mette Rode Sundstrøm på deres chateau et sted i Europa og har det fedt? Eller også er de ved at finde de penge som de skylder SMILfonden og mange flere. Indtil det sker syntes jeg i er nogle usympatiske røvhuller…., slutter han opslaget,
Virksomheden kæmper lige nu overlevelsen, men ifølge den administrerende direktør betyder de velgørende auktioner meget for virksomheden.
– Det er derfor også med et tungt hjerte, at vi ikke har kunnet afregne flere af vores velgørenhedsauktioner her i foråret, herunder Smilfonden. Det beklager vi dybt, skriver Lauritz.coms administrerende direktør, Mette Rode Sundstrøm, til B.T.
Sagen får konsekvenser
At SMILfonden ikke har fået udbetalt deres penge har allerede fået konsekvenser. Det skriver Sisse Fisker i en kommentar til Anders Breinholts opslag. Hun er grundlæggeren af SMILfonden.
Hun takker Anders Breinholt for at støtte fonden, men fortæller også, hvordan de manglende penge går ud over planlagte arrangementer.
– Det er SÅ forfærdeligt at Lauritz.com ikke kan udbetale de 409.000 kr de skylder SMILfonden. Det betyder desværre at vi måske må aflyse aktiviteter for syge børn i efteråret. Det er SÅ trist at så smukt et samarbejde med 3Danmark og FCK ender i den situation, lyder det fra Sisse Fisker.
Du kan se billedet herunder eller ved at trykke HER.
Hvad tænker du om hele lauritz.com-sagen? Giv gerne din mening til kende i artiklens kommentarfelt på Facebook.