Tvillingerne fortæller nu til Newsner, hvorfor sæson 10 bliver kaldt den sidste.
Det var til stor glæde for mange, da det kom frem tidligere i år, at Anders og Torben vender tilbage med mere tv.
Danskerne lærte tvillingerne at kende tilbage i 2015, da der første gang var premiere på deres program ‘Anders & Torben’.
Herefter har traditionen så været, at TV 2 år efter år har sendt en ny sæson, så seererne har kunnet holde sig opdateret på brødrenes liv.
Og traditionen fortsætter!
Forleden kunne TV 2 fortælle, at Anders og Torben vender tilbage i en helt ny sæson til januar, og den bliver speciel.
– Anders og Torben er tilbage med en ny sæson – den sidste. Denne gang tager tvillingerne på 25-årsjubilæumstur til Thailand, hvor de blandt andet vil forsøge at få Don til at lave et regnskab for den restaurant, de ejer, skrev de i pressemeddelelsen.
Newsner har efterfølgende talt med tvillingerne, og her kunne de afsløre, hvorfor den kommende sæson bliver den “sidste”.
– Jamen vi har snakket om, at vi synes, at det er svært at finde på noget nyt hele tiden, og det er 10. sæson samtidig, så vi blev enige om, at vi nok holder en pause, fortæller Anders og Torben, der hurtigt tilføjer:
– Medmindre der sker et eller andet spændende.
Vil gerne lave en opfølger
Dermed lyder det ikke helt som, at det er det sidste, vi kommer til at se til tvillingerne fra Holstebro, og svaret kommer da også prompte, da vi spørger dem, om det er et endegyldigt farvel.
– Formentlig ikke. Vi har snakket om, at hvis der ikke sker noget nu her inden for de næste par år, der kan bære en sæson, så kommer der nok en opfølgning om fem år.
Selvom det garanteret vil glæde de trofaste seere derude, der har fulgt med i deres liv i så mange år, så kan Anders og Torben dog ikke garantere, at planerne bliver en realitet.
– Vi har snakket om det, men om det bliver til noget, det ved vi så ikke.
Den nye sæson af ‘Anders & Torben’ får premiere til januar på TV 2.
Så du gerne, at der kom mere tv med tvillingerne? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.
LÆS MERE:
° Nye problemer for Anders og Torben: Derfor må de ikke flytte til Thailand