Aura Dione har en kæmpe drøm om at gå hele vejen og vinde Eurovision for Danmark.
Et nyt år er i gang og det betyder også, at den står på endnu en udgave af det danske Melodi Grand Prix.
Og danskerne skal virkelig håbe på, at posen er blevet rystet i år, for det har mildest talt været skuffende at følge med i en del år efterhånden.
De seneste tre gange har semifinalen ved Eurovision været endestationen og eftersom konkurrencen blev aflyst i 2020, så skal vi altså helt tilbage til 2019, før vi var med i finalen.
Dengang var det Leonora, der sang ‘Love is Forever’, som endte på en 12. plads.
Torsdag var Newsner til stede, da DR præsenterede årets deltagere og her var det muligt at se flere kendte ansigter.
Den tidligere vinder fra 2014, Basim, er nemlig atter tilbage med sin sang ‘Johnny’, og så har en anden rutineret sanger også valgt at give det et forsøg.
Aura Dione forsøgte sig først med en deltagelse i ‘Popstars’, da hun var blot 16 år gammel, men det var med debutalbummet ‘Colombine’, at karrieren begyndte at tage fart.
Her gik en af sangene fra albummet nummer 1 i Tyskland og hendes andet album ‘Before the Dinosaur’ blev en kæmpe succes, hvor sangen ‘Geronimo’ røg ind som nummer 1 i både Tyskland og Danmark.
Nu er hun dog klar til det danske Melodi Grand Prix, og i et interview med Newsner sætter hun nogle ord på den beslutning.
Artiklen fortsætter under billedet…
Min indre sangskriver blev vækket
Sidste år blev Aura mor til en lille datter, og hun fortæller, at det var med til at inspirere hende til at tilmelde sig.
– Jeg blev for nylig mor og med alle de følelser, der kom, da jeg fik min datter, så blev min indre sangskriver vækket, så jeg skrev en sang, der havde så meget power, at jeg bare tænkte: ”okay, den her skal sendes ind, og så må vi se, om stjernerne står rigtigt”, forklarer Aura og fortsætter:
– Og det gjorde de, så nu står jeg her… og jeg glæder mig, og jeg håber, at jeg kan få lov til at repræsentere danskerne hele vejen.
Auras bidrag hedder ‘Mirrorball of Hope’, og hun håber, at sangen kan være med til at samle folket.
– Da jeg kiggede på min datter, der tænkte jeg, at i hendes ansigt, der så jeg håbet for fremtiden, og når jeg så ser på den verden, vi lever i lige nu, så er der også brug for håb, men der er også brug for urkrafter og at man samler sig, om det er hjemme i stuerne 17. februar, eller om det er et samlet Europa, så er det vigtigt at stå op for noget. Jeg er jo ikke politiker eller en religiøs figur, men jeg er sangskriver og sanger og den lille havfrue er mit forbillede. Hun var ikke frihedsgudinden, men hun havde en kæmpe stemme, og det har jeg også, så derfor vil jeg gerne repræsentere Danmark og gå hele vejen for danskerne.
Bliver til den lille havfrue
Aura deler også et bud på, hvordan hun vil forsøge at tage Danmark hele vejen til finalen i Eurovison.
– Først og fremmest så håber jeg, at den sang, jeg har skrevet, vil gøre meget af arbejdet, fordi det er en sang, der kan lyttes til, om man kommer fra Ukraine, eller man kommer fra UK eller Tyskland. Det kan også være, at jeg har lidt held i bagagen, da jeg har turneret i mange af landene, hvor jeg også har haft nogle hits, men for mig handler alt om sangen. Sangen skal kunne bære. Men at stå for Danmark, og at jeg skal være en dansk havfrue. Jeg tror, at jeg kan lave et helt fantastisk show.
Og den vågne læser har nok allerede lagt mærke til, at der er blevet refereret en del til et elsket eventyr, og det er der også en særlig grund til.
Aura afslører nemlig, at planen er, at hun skal transformeres til en havfrue med hale og det hele, når hun skal optræde til februar, og til Newsner sætter hun også ord på, hvad danskerne skal forvente.
– Et meget powerfuldt show, som tager udgangspunkt i H.C. Andersen og Den lille Havfrue, og jeg har en drøm om at bringe Eurovision til Danmark. Jeg vil gøre mit bedste for, at danskerne får det show, som de fortjener.
Du kan høre Aura Diones sang ‘Mirrorball of Hope’ herunder eller HER.
Hvad tænker du om hendes sang? Skriv i kommentarsporet og del meget gerne artiklen.