Mandag kom nyheden om, at ‘Badehotellet’ stopper efter den kommende sæson. Det er ikke kun seerne, som er kede af den besked. For de medvirkende i serien er det også en stor ændring.
Mandag var en stor dag for ‘Badehotellet’. Men hvor mange seere blot havde regnet med, at de skulle se sæsonafslutningen, så kom beskeden om, at serien stopper efter den kommende sæson.
Udover nyheden om, at serien skal stoppe, kom det også frem, at sæson ti først vil komme i 2024, da man på grund af corona-aflysninger de sidste to år er nødt til at have nok tid til at producere en god og lang afslutning på serien.
Serien startede i 2013, og flere af de medvirkende har været med siden starten. Så for dem bliver det enden på et arbejde, som de har været tilknyttede i over 10 år. Og det er en speciel oplevelse for blandt andre Amalie Dollerup, der spiller Amanda Berggren.
– Det bliver jo mærkeligt at slutte, når man har lavet det i så mange år, siger Amalie Dollerup til B.T..
“Man bliver lidt som en familie”
Fordi Amalie Dollerup og flere af de andre skuespillere har arbejdet på serien i så mange år, så er de kommet tæt på hinanden i virkeligheden, og sammenholdet er en af de ting, som er helt særlig for de medvirkende. Derfor bliver det ekstra hårdt at skulle stoppe med serien.
– Mens vi indspiller historier, så kører livet jo også ved siden af, hvor der bliver født børn og købt huse og skilsmisser og det ene og det andet, så man bliver lidt en familie, fordi man er så meget sammen på en anden måde end på mange andre arbejdspladser, siger Amalie Dollerup til B.T.
Hvad tænker du om, at den næste sæson af ‘Badehotellet’ bliver den sidste? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.