De sidste scener af ‘Badehotellet’ er ved at være i kassen, og nu rives kulisserne nu en efter en.
Det er sørgmodige dage for holdet bag ‘Badehotellet’, for de sidste scener nogensinde i serien er så småt ved at blive skudt.
Samtidig rives kulisserne i Risby Studierne nu ned efter endt optagelse, og det bedrøver Merete Mærkedahl, der spiller rollen som Otilia.
– Det er frygteligt! Vi kan næsten ikke holde det ud. Alle værelserne forsvinder en efter en. Lige så snart, der er skudt en sidste scene, så bliver det pillet ned, siger Merete Mærkedahl til BILLED-BLADET.
Fans bliver skuffede
Optagelserne til den tiende sæson af TV-serien startede i april, og Merete Mærkedahl føler, at det er lidt voldsomt, at kulisserne bare forsvinder nu.
Der er nok også mange fans af serien, der bliver skuffede, for det er altså ikke muligt at få en rundvisning i kulisserne fremover.
Tilbage er der kun at håbe på, at kulisserne måske bliver bygget op et andet sted i fremtiden for Merete Mærkedahl og resten af holdet.
Køkken pilles ned
Særligt én kulisse har betydet meget for hende personligt, og det er selvfølgelig køkkenet, hvor hun har indspillet mange scener.
Det er heldigvis noget af det sidste, der bliver pillet ned, for det er et ikonisk køkken bygget af kampesten og derfor lidt sværere at rive ned, fortæller skuespilleren.
På forhånd har Merete Mærkedahl afsløret, at hun fik sig lidt af et chok, da hun læste udviklingen for hendes rolle i sidste sæson.
– Jeg tænkte bare: “Okay, hvordan pokker får de afsluttet det her”. Der var i hvert fald noget, der overraskede mig ved min karakter, har hun tidligere udtalt til BILLED-BLADET.
Svære dage for holdet bag ‘Badehotellet’!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!