Beha-familien med stort millionoverskud: ‘Jeg går aldrig ned i en dyr tøjbutik eller køber smarte biler’

Den kendte families formue er steget igen i år.

Den eventyrlystne familie oplever gode tider med sund økonomi.

Det viser et netop offentliggjort regnskab for Mikkel Beha Erichsens holdingselskab, Beha Erichsen Holdning ApS, der dækker perioden 1/7-2020 til 30/6-2021.

I denne periode strømmende pengene nemlig ind hos den populære eventyrer, der kunne notere sig et overskud før skat på 2.522.994 kroner. Det er en markant forbedring i forhold til sidste regnskab, hvor overskuddet var godt en million. Det skriver Ekstra Bladet, som har kigget i virksomhedens regnskab.

Foto: Jørgensen Jakob/Ritzau Scanpix

Selv om Mikkel Beha Erichsen står som eneejer af virksomhederne, så har han tidligere fortalt Ekstra Bladet, at det er et familieforetagende.

Tallene er endda så gode på trods af at bruttofortjenesten i datterselskabet Havana Production ApS i indeværende regnskabsår faldt fra svimlende 7.317.227 kroner til 3.855.217 kroner.

Ved et kig i Mikkel Beha Erichsens andet selskab Havana Productions ApS kan man se, at tv-personligheden har gjort et indhug i overskuddet ved at udbetale 998.548 kroner i løn til selskabets to ansatte. Det svarer til en månedsløn på 41.606 kroner for begge, hvis de har fået samme beløb.

Ændrer ikke livsstil

Mikkel Beha Erichsen har tidligere slået fast overfor Ekstra Bladet, at den mildest talt gode økonomi ikke har fået ham og resten af familien til at leve på en anden måde.

– Jeg synes jo stadig, at den bedste vin er den, hvor man får tre for 100 kroner, og jeg går aldrig ned i en dyr tøjbutik eller køber smarte biler, sagde han dengang til Ekstra Bladet.