Bjarne Henriksen sætter nu ord på sin tid i den populære tv-serie.
Han har været med i en masse store spillefilm, og så kan han også prale af at have været med i flere af de største tv-serier.
Bjarne Henriksen var i begyndelsen med i blandt andet ‘De største helte’ og ‘Let’s Get Lost’, og han har da også medvirket i både ‘Monas verden’, ‘Kinamand’ og den Oscar-nominerede ‘Jagten’.
Det er dog mest i forskellige tv-serier, at Bjarne virkelig har markeret sig.
Fik sit store gennembrud
Først var der nogle episoder i ‘TAXA’, men det var i ‘Edderkoppen’, at skuespilleren virkelig slog igennem og fik sit store gennembrud.
I serien spillede han gangsteren Svend Aage Hjalmar.
Efterfølgende medvirkede han i både ‘Hotellet’ og ‘Rejseholdet’, og herefter kom så serien, hvor han vandt danskernes hjerter.
Han landede nemlig rollen som den sørgende far, der har mistet sin datter i ‘Forbrydelsen’ og det var en rolle, der gjorde indtryk på danskerne.
Efterfølgende medvirkede han også i ‘Borgen’, og så var han selvfølgelig også en del af en anden legendarisk serie, som sluttede for ikke så længe siden.
Her taler jeg selvfølgelig om ‘Badehotellet’, hvor han spillede Otto Frigh.
Newsner mødte for nylig Bjarne Henriksen, og her fortalte skuespilleren, hvordan han ser tilbage på sin tid på hotellet.
Artiklen fortsætter under billedet…
Det var enormt sjovt
Hele 31 afsnit medvirkede Bjarne i, og det var en serie, som han var glad for at lave.
– Den var enormt sjov at være med i, og det var enormt sjovt at være med i noget, som seerne elskede, men som anmelderne hadede. Det var ret livgivende og fantastisk at se, hvordan anmelderne blev tvunget til at bøje om og sige, at det faktisk var skidegodt. Mage til hykleri skal man lede længe efter, men altså, lyder det med et grin fra Bjarne.
Selvom serien for længst har markeret sig som en af de mest populære nogensinde, så fortæller Bjarne, at der desværre også var en skyggeside.
Han fandt nemlig ud af, at der var en forskel på, hvad han fik i løn, og hvad de kvindelige skuespillere fik.
Det vil de ikke høre om
– Det vil branchen ikke høre om, at det findes. Også fordi at pigerne ikke vil tale om det. De holdt jo kæft, fordi de også ville være med næste år. Så kan det godt være, at det har ændret sig, men mens jeg var der, så var det sådan. Men det vil de ikke høre om, det er uha uha. Ligesom cykelsporten og ”vi er rene alle sammen”.
Til Newsner fortæller Bjarne, at han allerede dengang også gav udtryk for, hvor urimeligt han syntes lønningerne var.
– De brokkede sig jo højlydt, og jeg sagde, at jeg forstår sgu da slet ikke, hvorfor vi ikke får ligeløn. Det er jo lige arbejde. Det er lige vigtigt, og så sagde jeg til dem, hvad jeg fik, og det var der ikke nogen af de andre, der fik. Men uanset hvad så vil det være noget, der vil blive ved med at køre. Det er en eller anden regel, man har lavet inden for den business, at kvinder skal have mindre end mænd.
Lige nu er Bjarne aktuel i en anden succesfuld TV 2-serie.
Det er selvfølgelig ‘Sommerdahl’, hvori han spiller Carlo, der er ejeren af et omrejsende tivoli, hvor et mord finder sted.
På pressedagen tog vi også en snak om rollen, som du kan læse mere om herunder.
Du kan selvfølgelig se ‘Sommerdahl’ på TV 2 Charlie og TV 2 Play.
Hvad tænker du om Bjarnes udtalelser? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.