Blomsterkunstneren Erik Bering er død

Erik Bering, der var manden bag blomsterbutikken Bering House of Flowers i København og kongelig hofleverandør, er død efter kort tids sygdom.

Erik Bering døde i weekenden.

Det oplyser hans bror, Åge Bering, til Ekstra Bladet.

– Han havde været syg i en kort periode med kræft og fik diagnosen for cirka halvanden måned siden.

– Her inden for den seneste uge gik det mere ned ad bakke, og så sov han stille ind, siger Åge Bering til Ekstra Bladet.

Erik Bering blev 76 år gammel.

Foto: Thomas Sjørup/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Ifølge Ekstra Bladet boede han frem til sin død på Møn.

I 2003 trak han sig fra Bering House of Flowers og lod en medarbejder overtage forretningen.

Erik Bering trak sig dog ikke helt fra blomsterne og åbnede senere en gårdbutik i Gilleleje, men grundet dårligt helbred blev den solgt få år senere.

Ifølge Ekstra Bladet var Erik Bering gode venner med kongehuset. Han stod for eksempel for blomsterne, da dronning Margrethe og Prins Henrik i 1992 fejrede sølvbryllup.

Det var også ham, der stod for udsmykningen, da dronning Anne-Maries søn, kronprins Pavlos, blev gift med Marie-Chantal i London i 1995.

Erik Bering efterlader sig partneren Gunner Ravn. Han havde ingen børn.