Foto: Ian Devald/Anders Brohus/TV 2

Brian sendte Heidi hjem fra ’Landmand søger kærlighed’ – nu har hun fået en kæreste

Det var en tydeligt bevæget Heidi, som måtte sige farvel til Brian i tirsdagens afsnit af TV 2-programmet ’Landmand søger kærlighed’.

Heidi havde netop fortalt Brian, at hun havde følelser for ham, da han valgte at sende hende hjem fra gården. Men efter optagelserne sluttede i sommer, har Heidi fundet kærligheden på egen hånd.

Det skriver BILLED-BLADET.

Tirsdag aften deltog Heidi i programmet ’Landmand søger kærlighed – ekstra’, og her afslørede hun selv den dejlige nyhed:

– Jeg har fundet mig en kæreste. Efter det her kunne jeg mærke, jeg manglede en i min hverdag. Så tænkte jeg: Nu går jeg ind på en datingside, fortalte Heidi i programmet.

Selvom Heidi var lidt skeptisk over for konceptet, mødte hun alligevel en sød fyr, som hun begyndte at skrive med.

Og siden har deres forhold taget fart. Heidi afslørede nemlig også i programmet, at hun har valgt at sige sin lejlighed op og nu er flyttet ind hos kæresten.

Foto: Ian Devald/TV 2

Til TV 2 fortæller Heidi, at hun ikke har fortrudt, at hun fortalte Brian om sine følelser. Hun forklarer, at hun har brug for at komme ud med det, hvis hun tydeligt kan mærke, hvad det er hun føler:

– Så jeg tror faktisk, at jeg havde fortrudt det mere, hvis jeg ikke havde sagt det, siger Heidi til TV2.

I videoen herunder kan du se Heidi fortælle Brian om sine følelser..

Efter afskeden med Heidi har Brian nu to kvinder tilbage på gården – Tanja og Terese. Inden længe skal han beslutte, hvem af de to, han ønsker at invitere med på en romantisk weekend.

Du kan følge Brian og de andre landmænd i deres jagt på kærligheden hver tirsdag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 Play.