Seerne kommer helt tæt på, når der snart er premiere på Caroline Wozniacki og ægtemandens reportageserie “Wozniacki & Lee”.
Caroline Wozniacki fik med sine imponerende præstationer på tennisbanen åbnet mange danskeres øjne for tennis. Der blev fulgt med i alle hendes kampe og skader, og selvom hun har indstillet karrieren, så er det ikke det sidste vi har set til “Miss Sunshine”, som hun bliver kaldt.
Sammen med ægtemanden David Lee kan hun fra på 21. marts ses i reportageserien “Wozniacki & Lee” på Viaplay. Serien er på seks afsnit.
Efter at have været professionelle sportsudøvere har de begge trukket sig tilbage, og står nu overfor en ny og spændende tilværelse som forældre til datteren Olivia.
– I mange år har det handlet om os, og at vi nu er blevet forældre, er et nyt og spændende kapitel i vores liv. Det er altid lidt nervepirrende at dele en så personlig historie, men at være med i denne serie har givet os mulighed for at kigge tilbage på vores karrierer og dele den mest fantastiske historie i vores liv; at bliver forældre til Olivia, siger Caroline og David i en pressemeddelelse.
Ifølge pressemeddelelsen kommer seerne helt tæt på, og er blandt andet med når parret skaber et nyt hjem på Fisher Island i Miami, samtidigt med de forbereder sig på datterens ankomst. Seerne kommer også med på hospitalet, når parret står med deres nyfødte datter for første gang.
Derudover bliver der set tilbage på de to sportsudøveres karrierer og flere af deres kendte sportsvenner vil deltage i programmet, eksempelvis Serena Williams.
”Wozniacki & Lee” har premiere på Viaplay den 21. marts.
Hvor lyder det spændende. Skal du se den nye serie? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarspor på Facebook.