Den 32-årige tennisspiller overraskede i sidste uge hele tennis-verdenen, da hun afslørede, at hun vender tilbage. Men selvom hun er i fuld sving med træningen, har hun fundet tid til at få et nyt arbejde.
De danske tennisfans var helt oppe og ringe, da Caroline Wozniacki i sidste uge overraskede alt og alle og fortalte, at hun vender tilbage til tennis på topplan.
Hun havde ellers trukket sig helt tilbage i 2020, men efter hun har fået to børn kan hun mærke, at hun stadig har drømme og håb for sin tennis. Hun vender tilbage til US Open i august.
Man skulle tro, at den 32-årige kvinde med to små børn og et kommende tennis-comeback havde nok at se til, men nu kaster hun sig ud i et nyt job.
Hun har teamet op sammen med turistvirksomheden Wonderful Copenhagen og skal sørge for, at flere amerikanere kommer til at lære vores hovedstad at kende. Det afslører Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.
Kampagnen får navnet “How to Copenhagen with Caroline”, og består af en række videoer af hende og ægtemanden, der er rundt omkring i forskellige dele af København. Her kan man se, hvordan de bruger byen.
Absolut yndlingsby
Caroline Wozniacki glæder sig til opgaven.
– Jeg har jo en stor personlig relation til København og Danmark. København er en af mine absolut yndlingsbyer i verden. Og derfor glæder jeg mig rigtig meget til at vise, hvad det er, der gør Danmarks hovedstad så fantastisk og unik. Jeg vil vise folk i USA, at det her er en storby, som er noget helt særligt. Sammen med David vil jeg tage rundt og opleve København på vores måde og lave videoer undervejs, så amerikanerne kan se, hvad København har at byde på, og hvorfor den skal opleves, siger Caroline Wozniacki i pressemeddelelsen.
Selvom kampagnen først går i gang i august i forbindelse med US Open, så er Caroline Wozniacki allerede begyndt at lave de første opslag for Wonderful Copenhagen. I hendes første opslag fortæller hun, hvordan hun elsker byen, hvor det hele startede. I opslaget har hun delt en række billeder og video, hvor hun sammen med sin mand er flere forskellige steder rundt i Danmarks hovedstad.
Du kan se opslaget herunder eller ved at trykke HER.