Cecilie Stenspil er tilbage i ‘Badehotellet’: Nu sætter hun ord på den store spænding

Skuespilleren Cecilie Stenspil tager nu afsked med rollen som fru Weyse, og hun glæder sig til, at seerne kan få et sidste blik på ‘Badehotellet’.

Seerne kan godt begynde at glæde sig til, at den sidste sæson af ‘Badehotellet’ ruller over skærmen fra på søndag, og det byder selvfølgelig på et gensyn med alle de gamle kendinge.

Heriblandt er Cecilie Stenspil i rollen som fru Weyse, der denne gang har fået sin egen brevkasse og som vanligt har sit hyr med at holde styr på sin sprælske mand.

Mandag var der gallapremiere med et smugkig på de første tre afsnit af TV-serien, og her knyttede den populære skuespiller flere ord på visningen af den sidste sæson.

– Jeg synes, det er dejligt. Vi glæder os til, at Danmark skal se, hvad det er, vi har lavet og se, hvordan hele den her TV-serie ender. Det er lang tid ikke at må gå og sige, hvordan den ender, siger Cecilie Stenspil til Newsner Danmark.

År har været gode

Så hun og resten af holdet bag ‘Badehotellet’ var altså særdeles spændt på, at de tre første afsnit skulle vises for et særligt indbudt publikum.

Hvordan har de her år med ‘Badehotellet’ været?

– De har været skønne og sjove, og det er jo sjældent, at man får lov at være en del af noget som skuespiller så længe. Vi er jo altid freelanceansatte og går ind og ud af sammenhænge, der varer et halvt år, et år eller tre år, siger Cecilie Stenspil.

Cecilie Stenspil
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Dørene er åbne

‘Badehotellet’ er blevet produceret i ti år, og det er altså ganske særligt, og derfor understreger “fru Weyse”, at det er noget, de vil tænke tilbage på med stor kærlighed.

Undervejs er Cecilie Stenspil blevet mor til to børn, der i dag er fem og tre år gamle, og hun håber nu på, at dørene stadig står åbne for film, teater og TV efter ‘Badehotellet’.

Hvad har rollen betydet for din karriere?

– Den har helt klart betydet mere udvikling ind i TV-land – at lave fjernsyn så lang tid giver jo en enorm stor rygrad indenfor at arbejde med et kamera som skuespiller. Det er jo fantastisk at stå sammen med så dybt begavede kolleger, siger Cecilie Stenspil.

Her nævner skuespilleren Lars Ranthe, Jens Jacob Tychsen og Bodil Jørgensen samt Sonja Oppenhagen og Birthe Neumann som ganske særlige at samarbejde med.

Vi glæder os til at se med på søndag!

Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!