TV-værten deler nu en skøn nyhed. Han og kæresten har udvidet familien.
Fra i dag torsdag kan TV-værten Christian Degn ses i ‘Nybyggerne’, der vender tilbage med en ny sæson. Han er igen vært, når fire par kæmper om at vinde deres drømme hus.
Flere ting er ændret i den nye sæson, her er blandt andet kommet en ny dommer.
Men der er noget helt andet, der optager hans tanker lige nu. Han er nemlig blevet far igen.
Han deler den skønne nyhed på Instagram, hvor han sætter ord på, hvordan fødslen er gået.
Sådan er det gået
Christian Degn og hans forlovede har i forvejen sønnen Vagn. Han kom til verden i 2022.
Den lille dreng kom til verden, efter at Christian Degn havde åbnet op om fertilitetsproblemer i programmet ‘Degn vil være far’.
Nu kan Christian Degn med glæde fortælle, at lillebror er kommet til verden. Og noget kan tyde på, at den lille ny verdensborger kommer til at slægte sin over to meter høje far på.
– Født kun 22 minutter efter jordemoderen ankom til hjemmefødsel. Han mødte op til livet med en kampvægt på 4300 gram. Og er både sund og sulten. 56 cm lang – præcis det samme som sin far, da han kom til verden, skriver tv-værten i opslaget.
Her deler han også en række skønne billeder af den lille familie. På det første billede kan man se, hvordan storebror med stolthed kigger på det nye familiemedlem.
– Storebror Vagn er pavestolt og har tilbudt lillebror sin blå yndlingssut, skriver Christian Degn.
Lillebror kom til verden onsdag den 12. februar.
Christian Degn er kendt for at være vært på en række tv-programmer. Han har blandt andet stået i spidsen for ‘Hammerslag’, ‘Hvem vil være millionær’ og ‘Ordet er mit’.
Hvor er det bare fantastisk at høre, at det er gået så godt. Nu hjælpes vi ad med at ønske Christian Degn stort tillykke med familieforøgelsen.
LÆS MERE:
- ‘Nybyggerne’-vindere sælger huset: Det siger TV 2
- Sara Lygum tog en vigtig beslutning efter skilsmissen