Coronasmittet Jacob Haugaard må aflyse alt: ‘Jeg er noget mat’

Foto: Henrik Ohsten/TV 2

Entertaineren Jacob Haugaard og hans hustru Ilse er begge blevet smittet med corona, og det er derfor ikke muligt for ham at deltage i finalen af ‘Vild med dans’.

Jacob Haugaard, som har deltaget i den aktuelle sæson af ‘Vild med dans’ havde glædet sig til, at han skulle tilbage på gulvet til den store finale fredag den 26. november, men det er ikke længere en mulighed.

De ni udstemte par skulle ellers alle have været på gulvet og danse en kort version af en af deres danse som en del af finaleshowet. Men det bliver nu uden Jacob Haugaard.

Camilla Dalsgaard og Jacob Haugaard. Foto: Foto: Henrik Ohsten/TV 2

Den 69-årige entertainer er blevet smittet med corona, og er sammen med sin hustru nu gået i isolation. De må derfor lade sig nøje med at se finalen hjemme fra sofaen.

– Jeg er noget mat i sokkeholderne. Det er som en influenza, og så hoster vi. Det er ærgerligt, og det er da ikke sjovt, at jeg skal se finalen hjemmefra, siger Jacob Haugaard til TV 2 og fortsætter:

– Jeg hader at skulle aflyse noget. Sådan har jeg også altid haft det rent professionelt.

Han dansede selv med Camilla Dalsgaard i ‘Vild med dans’, og parret blev stemt ud i program 5.

Det er vi kede af at høre!

Vær med til at ønske Jacob Haugaard god bedring i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!

Exit mobile version