Dror Kasinsky / STV / DR

Cristina fandt sin familie i ‘Sporløs’: Sådan er deres forhold i dag

I et interview med Newsner fortæller Cristina nu, hvordan forholdet til familien er i dag.

‘Sporløs’ plejer at være ensbetydende med store følelser, og det var bestemt også tilfældet her til aften i det seneste afsnit.

32-årige Cristina var blot to år gammel, da hun tilbage i 1994 blev adopteret til Danmark, hvor hun opvoksede i en kristen familie.

Hun har dog ikke længere kontakt til sine adoptivforældre, og i aftenens afsnit kunne vi høre hende fortælle, at hun føler sig forældreløs.

Derfor var hun taget til Rumænien sammen med Mette Frisk i forsøget på at få svar på en masse spørgsmål om sin fortid, men faktisk var det ikke første gang, at hun var i landet, fortæller hun til Newsner.

– Det er faktisk sjovt, du spørger. Jeg har aldrig været i Tulcea, men jeg er opvokset i en kristen familie, så de har gjort meget ud af at komme derned på missionsarbejde og hjælpe folk, så det har været i den forbindelse, at jeg har været i Rumænien. Det var et helt andet formål og nogle helt andre følelser, jeg tog med mig.

Cristina Pedersen og Mette Frisk
Cristina og Mette. Foto: Dror Kasinsky / STV / DR

Var spændt på at møde sygeplejerske

Cristina har kun to billeder fra sin barndom, og på det ene kan man se en sygeplejerske, der holder hende. Derfor vakte det stor glæde, da Mette kunne fortælle, at de havde fundet hende.

– Jeg var jo sygt spændt på at skulle møde hende – også fordi jeg tænker: ”hun har jo kendt mig”, og da vi så kommer derud og hun begynder at fortælle, at vi har haft det godt, så tænkte jeg: ”der er et eller andet, der ikke er sandt i den her historie”.

I sine adoptionspapirer står det nemlig sort på hvidt, at Cristina var underernæret, var tilbage i sin udvikling, og at hun rokkede meget frem og tilbage som barn.

Derfor havde Cristina en mistanke om, at det var et emne, sygeplejersken forsøgte at fortrænge.

– Og hun siger også: ”kan jeg gå nu?”, som om det var ubehageligt for hende at være i, som om der var noget, der kom frem til hende igen, som hun egentlig ikke havde lyst til at snakke om.

Efterfølgende viser Mette hjerteskærende billeder fra andre børnehjem i næsten den samme periode, og derfor er der en usikkerhed om, hvorvidt Cristina blot har været heldig, eller om sygeplejersken ikke taler sandt.

Kort tid efter møder de så den tidligere forstander for børnehjemmet, og her bliver de bange anelser bekræftet.

Den tidligere forstander, der også er læge, kan nemlig fortælle, at det bestemte ikke var gode vilkår, som børnene levede under dengang.

Mette Frisk og Cristina Pedersen
Mette og Cristina. Foto: Dror Kasinsky / STV / DR

Fik næsten ingen øjenkontakt

– Han fortæller, at vi har fået for gammel mad og vand og at det eneste øjenkontakt, som vi fik, var tre gange om dagen, og ellers sad vi bare for os selv, fortæller Cristina.

Mødet var dog vigtigt for hende, da det var i dette øjeblik, det gik op for hende, hvor voldsom en barndom hun egentlig havde.

– Og jeg tror der gik det virkelig op for mig, fordi jeg har gennem hele min barndom forsøgt lidt at negligere mine følelser med at tænke: ”det skal ikke være synd for mig, og jeg skal ikke have ondt af mig selv”, og da han så fortæller de her ting, der kunne jeg slet ikke holde det tilbage mere. Jeg fik den her følelse, at jeg må sgu godt synes, at det er synd for mig, så der kunne jeg mærke, at der lukkede han op for noget, der gjorde ondt.

– Han siger også: ”Cristina, du har virkelig betalt en pris”, og jeg kunne bare ikke holde mine tårer tilbage, for det var der aldrig nogen, der havde fortalt mig før, og det havde jeg bare haft brug for i 32 år.

Cristina Pedersen og Mette Frisk
Cristina og Mette. Foto: Dror Kasinsky / STV / DR

“Følte mig som lille Cristina”

Cristina fortæller hertil også, at lægen også får kaldt hende for et sandt mirakel.

– Det gik virkelig op for mig. Det med at jeg er født for tidligt, kommer på børnehjem under de vilkår, vokser op i en adoptivfamilie og har ikke kontakt med dem. Der har virkelig været mange odds imod mig, hvor jeg kunne lægge mig ned, og så at jeg står her i dag, så må man sgu godt være stolt af sig selv.

Efterfølgende går turen til både Parches og Somova og til sidst lykkedes det at lokalisere Cristinas mor, Valentina, der gerne vil mødes med hende.

– Det var den sygeste oplevelse. Jeg kan huske, at jeg på vejen derud i bilen er mega nervøs og spændt, og jeg tænker: ”jeg har brug for at holde Mette i hånden”, men samtidig tænkte jeg også: ”Cristina, du er 32 år. Det kan du ikke spørge et andet menneske om”, men jeg kunne bare mærke, at jeg havde brug for det, for lige dér følte jeg mig som lille Cristina, der havde brug for noget trygt, fortæller Cristina og uddyber, at Mette var meget sød og forstående i situationen.

– Hun omfavnede det bare og var sådan: ”det er overhovedet ikke mærkeligt at spørge om, selvfølgelig må du det”. Hun forstod det bare.

“Jeg er ikke vred eller bitter”

Herefter kommer det store øjeblik, hvor hun også får at vide, at Valentina var nødsaget til at give hende væk, da hendes kommende mand ikke ønskede at gifte sig med hende, da han ikke var faren til Cristina.

– Det er egentlig mærkeligt, for jeg har altid tænkt, at hun må have gjort det af en grund. Man vælger ikke bare at give sit barn væk. Og for at se det fra hendes side, så har hun gjort det af kærlighed. Hun har jo gjort det, der var tryggest for hende. Det er ikke sådan, at jeg er vred eller bitter, forklarer Cristina.

Hertil får hun at vide, at hendes fem søskende har valgt at droppe al kontakt til moren, og det er en beslutning, som hun godt kan forstå.

Mette Frisk og Cristina Pedersen
Mette Frisk og Cristina. Foto: Dror Kasinsky / STV / DR

Kan godt forstå søstrene

– Skal jeg være helt ærlig, så kan jeg jo godt forstå dem. Ud fra alt det, som min moster fortæller… også fordi de var jo også bare børn i det her, så hvad fanden skulle de gøre?

Cristina får efterfølgende lov til at møde to af sine søskende, og overfor Newsner kan hun nu fortælle, hvordan forholdet er til dem i dag.

– Det er mega godt. Vi skriver nogle gange sådan: ”hvordan går det?” De kan jo følge med i mit liv på Instagram og min familie og børn. Nu skrev Cristina for noget tid siden, at jeg skulle være moster, og det synes jeg også bare var mega stort, at hun skrev det til mig, selvom jeg jo ikke er der fysisk, men stadig giver en titel på det, synes jeg var mega sødt af hende. Man føler sig som en del af familien, fortæller hun glædeligt.

Desværre kan det samme ikke siges om forholdet til hendes mor, afslører Cristina.

– Hende snakker jeg ikke med. Jeg hørte fra min søster, at hun var taget til Tyskland for at være hos Cristina (Cristinas lillesøster med samme navn, red.), og der tænkte jeg: ”fedt! Det kunne være, at det havde været en øjenåbner, at jeg var kommet til Rumænien og havde sat tingene i perspektiv”, men det har så vist sig, at hun er taget tilbage til Rumænien til ham eksmanden og lever sådan et liv igen.

“Det har gjort mig hel igen”

I programmet hører vi Cristina fortælle, at hun drømmer om at vende tilbage til Rumænien for at vise sin danske familie, hvor hun kommer fra, og selvom det stadig er planen, så bliver det dog ikke for at mødes med moren igen.

– Det skulle være for at møde mine søstre. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at have noget at gøre med min mor, som det ser ud nu. Det var også svært at snakke med hende. Man kunne godt mærke på hende, at hun var skadet efter alt det, hun har været igennem. Hun var jo en kvinde af få ord.

Afslutningsvis fortæller Cristina også, hvad det har betydet for hende at være med i ‘Sporløs’.

– Det har jo betydet alt. Det har været et privilegie. Det har givet mig svar på de her spørgsmål, så på den måde har det givet en kæmpe forløsning at møde min mor og give hende det her “morkram”, som jeg har efterspurgt i så mange år og savnet… det har gjort mig hel igen… det lyder så cliché det her med, at man har manglet nogle puslespilsbrikker, men det er virkelig den følelse, man får.

Det var så modigt, at Cristina ville dele sin historie med Danmark!

Hvad synes du om aftenens afsnit af ‘Sporløs’? Skriv i kommentarsporet og del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...