Den tidligere ‘Robinson’-vinder kan i år fejre jubilæum, og så afslører han også sit bedste minde fra dengang.
Mange kan garanteret huske, at det var Majbritt Olsen, der vandt ‘Robinson Ekspeditionen’ i 2023.
Men hvad så, hvis jeg beder dig om at nævne vinderne for en 5-10 år siden?
Der sker nemlig gerne det med populære tv-programmer, der har kørt i mange år, at folk simpelthen ender med at glemme de forskellige vindere, der har været gennem årene.
Og det er til trods for, at man uge efter uge har siddet og heppet på personen.
Det gør sig blandt andet også gældende år efter år i ‘X Factor’.
Der er dog alligevel nogle navne, der på imponerende vis formår at sidde fast.
Hvem husker eksempelvis ikke “Biker Jens” fra den allerførste sæson? Eller hvad med ‘Robinson’-Sonny og Malene Hasselblad, der vandt i henholdsvis år 2000 og 2001?
En anden vinder, der endte med at blive yderst populær, var Dan Marstrand.
Artiklen fortsætter under billedet…
Dan “The Man”
Dan – eller Dan “The Man”, som han endte med at blive kaldt – tog fusen på alle, da han i 1999 kom padlende ind i sin kano.
Dengang fik han rollen som joker og efter at have gjort sin entré, så han sig aldrig tilbage.
Han løb nemlig med sejren, og succesen i det populære program gjorde ham til folkeeje.
I år er det 25 år siden, at Dan vandt ekspeditionen, og til Newsner sætter legenden nu ord på tiden, der er gået.
Artiklen fortsætter under billedet…
Har det rigtig godt
Mandag var der premiere på den nye sæson af ‘Robinson Ekspeditionen’, og i den forbindelse havde Viaplay inviteret til stor forpremiere, hvor både nuværende og tidligere deltagere var mødt op.
En af dem var vinderen af ‘Robinson Ekspeditionen 1999’, der kunne fortælle om tiden efter øen, og hvordan det går ham i dag.
– Det går rigtig godt. Jeg har jo 25-års jubilæum i ’Robinson’, så jeg regner med at skulle i HOPLA-nålen, lyder det med et grin fra Dan.
Er blevet folkepensionist
Til Newsner fortæller Dan, at han de senere år har arbejdet i Knuthenborg Safaripark, men sidste år besluttede han sig for at prøve noget nyt, nemlig at blive folkepensionist.
– Jeg har været fem år i Knuthenborg Safaripark, og da jeg blev 75, der tænkte jeg: ”nu skal jeg prøve at se, om jeg kan leve et liv uden at arbejde eller uden at lave noget”, så det sidste år har jeg ikke lavet noget.
Det er hele 25 år siden, at Dan vandt, og ligesom mange af de trofaste seere gennem tiden, så lægger han heller ikke skjul på, at han har kunnet se en forskel.
– Det er jo klart, at man godt kan se forskellen på 25 år. Jeg synes, at det går for stærkt. Der bliver hevet for meget ned fra himlen og lyn og torden. Det er bedre, at de er kommet tilbage til det gamle koncept, hvor det er mere rigtigt.
Det bedste minde
Udover trofæet og pengepræmien så fulgte der også en del berømmelse med, da Dan vandt programmet i 1999.
‘Robinson Ekspeditionen’ var nemlig en af frontløberne for datidens reality-tv, og derfor havde pressen og danskerne også en enorm interesse for programmet og dets deltagere dengang, hvilket Dan mindes med et stort smil.
– Jamen udover sejren så er det fantastisk, hvordan pressen var dengang. Jeg mener 1.2 millioner seere sad og så ’Robinson’, så vi væltede jo fuldstændig hele Danmark med det program, og det har jo holdt lige siden, så det er stort.
Og netop det førnævnte trofæ er Dan selvfølgelig stadig i besiddelse af.
– Ja, trofæet har jeg stadig, griner den tidligere vinder.
Kan du bedst lide det nye eller gamle ‘Robinson Ekspeditionen’? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.