Mogens Berger/Ritzau Scanpix

Danskerne elskede Arthur Jensens glansroller – men privat kæmpede han med indre dæmoner

Arthur Jensen fik sit folkelige gennembrud i en sen alder, men alle disse år efter huskes han stadig for særligt to roller.

– Åh Emma, vil du ikke godt skænke. Jeg tror ikke, at jeg kan løfte mere.

Citatet er selvfølgelig fra vores allesammens ‘Huset på Christianshavn’, hvor det bliver leveret af Arthur Jensens karakter “Meyer”.

Kort inden har han fortalt, at det er Olsen, der er skyld i hans nedtrykte humør.

Drillerierne og de til tider hårde kommentarer fra Olsen er da også til at få øje på i løbet af serien.

Kort efter Meyer er blevet rost af Emma for at være den eneste, der rent faktisk laver noget arbejde, så er Olsen hurtig til at få ham ned på jorden igen.

– Hold din mund, Meyer. Vi ved alle sammen godt, at du går og danderer den.

Eller den lidt mere drilske: “kom indenfor dit lille møgdyr”, der dog bliver sagt med et smil på læben.

Heldigvis var det sådan, at Arthur Jensen og Poul Reichhardt var gode venner bag kameraet.

Men selvom arbejdsdagen var fyldt med grin og drillerier, så kæmpede skuespilleren privat med indre dæmoner i mange år.

En masse roller

Arthur blev født d. 9. november 1897 og var egentlig uddannet skrædder, men kom efterfølgende ind på Det Kgl. Teaters Elevskole fra 1920-1923.

Herefter skulle der ikke gå lang tid, før han fik sin teaterdebut i ‘Den nye barselstue’, og et par år efter kom spillefilmsdebuten i Fy og Bi-filmen ‘Grankøbings Glade Gavtyve’ fra 1925.

1930’erne bød på endnu mere komik, hvor han indledte et samarbejde med en anden skuespiller, der også endte med at blive yderst populær, nemlig Ib Schønberg.

1940’erne bød kun på en lille håndfuld roller, hvorimod han kunne opleves i mere i løbet af 50’erne, selvom det var præstationer, der også hurtigt blev glemt.

Selvom 60’erne også bød på en del film for Arthur Jensen, så er der ej heller her de store roller at skrive hjem om.

Han medvirker dog i flere klassikere som ‘Flådens friske fyre’, ‘Een pige og 39 sømænd’ samt ‘Slå først, Frede!’

Herefter kom 1970’erne, og det var også her, at Arthur fik sit folkelige gennembrud.

Sådan husker vi ham

Det skete selvfølgelig i rollen som viceværten Meyer i ‘Huset på Christianshavn’, hvor han var med til det sidste.

Til trods for sin medvirken i et hav af spillefilm, så var det først, da han landede rollen som den nervøse Meyer, at Arthur Jensen gik hen og blev direkte folkekær.

Danskerne elskede således hans hang til medlidenhed og skønne pingpong med Poul Reichhardt.

Efter serien sluttede gav han kosten til den lokale brugsen. Ifølge Politiken manglede de nemlig en kost til Meyer, da optagelserne begyndte tilbage i 1970.

Den blev selvfølgelig flittigt afleveret tilbage i 1977, hvor Arthur havde signeret den med teksten “tak for laan”.

Kosten blev solgt på auktion i 2020 for 27.000 kroner.

1970’erne bød også på flere klassikere, hvor det var muligt at opleve Arthur.

Eksempelvis nåede han at medvirke i Morten Korch-filmene ‘Manden på Svanegaarden’, ‘Fætrene på Torndal’, ‘Sønnen fra Vingaarden’ og ‘Affæren i Mølleby’.

Ligeledes er han da også at finde i flere af de klassiske Olsen Banden-film.

Succesen fortsatte her efterfølgende for Arthur, men endnu en gang var det grundet sin rolle i en tv-serie, nemlig ‘Matador’.

I stedet for den nervøse Meyer gav han den nu som den mere snobbede hr. Schwann, der arbejdede i Damernes Magasin.

Alt var dog ikke rosenrødt på settet.

Blev smidt ud af ‘Matador’

Ifølge skaberen, Lise Nørgaard, så var det bestemt ikke tilfældigt, at hr. Schwann dør i serien.

Det var således noget instruktør Erik Balling bad hende om, afslørede hun selv, skrev Berlingske.

– Jeg er før blevet spurgt om det, når jeg har været ude og holde foredrag om ‘Matador’, men har altid undveget at svare på det. Men på et tidspunkt kommer Balling til mig og spørger, om det er nødvendigt, at Arthur er med i resten af serien. Han havde flere gange været inde for at kræve mere i løn, da han mente, at han fortjente det. Det irriterede ham forfærdeligt.

Således blev det til, at afsnit 12 blev Arthur Jensens sidste, og i serien bliver hans fravær i stedet omtalt som et dødsfald.

Men selvom han i ‘Matador’ blev kendt for at skrabe pengene ind, så var det altså fuldstændig modsat i hans privatliv.

Artiklen fortsætter under billedet…

Arthur
Arthur i rollen som Meyer i ‘Huset på Christianshavn’. Foto: Mogens Berger/Ritzau Scanpix

Spillede sin formue væk

Som bekendt blev Arthur Jensen aldrig gift, og boede i stedet alene i sin lejlighed i Victoriagade på Vesterbro i København.

Det betød med andre ord, at han havde rigelig tid til at dyrke sin hobby og desværre også store last.

Ifølge Se og Hør gamblede han nemlig sin formue væk på travbanen.

I et interview fra 1976 fortalte skuespilleren, at han havde en fast logeplads på Charlottenlund Travbane, og allerede i 70’erne fortalte Arthur, at han havde kommet der regelmæssigt i 50 år.

Ligeledes var han ikke bleg for at indrømme, at det var mange penge, han havde smidt i løbet af det halve århundrede.

– Havde jeg købt jord for de penge, jeg har spillet op, ville jeg ikke kunne have overset min formue – og det er da ikke spor rart. Mig rører det ikke at betale for spænding og stemning. Jeg har fået valuta for millionerne – og tænk, hvilket arbejde totalisatoren har befriet mig for. Jeg har det godt – penge er roden til alt ondt.

Selvom Arthur stadig huskes den dag i dag for rollen som hr. Schwann, så nåede han ikke selv at se, hvordan serien sluttede.

D. 29. november 1981 faldt han om på gaden og blev erklæret død senere samme dag. Han blev 84 år.

Han blev begravet på Vestre Kirkegård d. 4. december 1981.

Skuespilleren nåede dog at opleve, hvilken glæde han havde været med til at give danskerne.

I forbindelse med sin 80 års fødselsdag, red han i karet med Poul Reichhardt gennem Københavns gader, hvor han blev fejret af mere end 700 gæster.

Selvom Arthur medvirkede i over 80 spillefilm, så er der ingen tvivl om, at han altid vil huskes for rollerne som Meyer og hr. Schwann.

Arthur, tusind tak for minderne.

Må du hvile i fred.

Hvad vil du huske Arthur for? Skriv dit minde i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan dele deres minder.