Dennis Knudsen deler billede af rugemor: Baby kommer til verden i dag

Om bare få timer kommer Dennis Knudsens søn nummer to til verden.

Den 57-årige frisør- og makeupartist kan med sikkerhed hilse på sin søn nummer to senere i dag, 2. juni.

I eftermiddag skal den rugemor, som også bar Dennis Knudsens søn Lucas, nemlig have foretaget planlagt kejsersnit, og dermed kommer kendis-frisørens anden søn til verden.

Dennis Knudsen, stylist, makeupartist og frisør, blev som 56-årig far til skønne Lucas.
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Dennis Knudsen og sønnen Lucas har været i USA siden 28. maj med det formål at byde lillebror velkommen og senere tage ham med hjem til Danmark.

På sin Instagram har en tydeligt glad Dennis Knudsen delt et billede fra staten Arkansas af sig selv, Lucas og rugemoren med den fine gravide mave.

Baby skal hedde Noah

Inde i maven ligger Dennis Knudsens søn nummer to, som får navnet Noah.

Ifølge Billed-Bladet bliver Noah helbror til Lucas. De har begge Dennis som biologisk far, de har samme biologiske mor og altså også den samme kvinde, der har været bærende mor. 

Også den forventningsfulde rejse til USA blev delt på Dennis Knudsens Instagram, da han og snart to-årige Lucas fløj over Atlanten den 28. maj for at hente lillebror hjem.

I dag er en stor dag!

Tillykke med familieforøgelsen! Vi sender dig mange glade hilsner i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!