Selvom en stor del af fejringen af dronning Margrethes 50 års jubilæum er udskudt, så kan danskerne stadig glæde sig over, at der i forbindelse med jubilæet er kommet flere muligheder for at lære endnu mere om Danmarks dronning.
Blandt andet i serien “Et liv som dronning” kan danskerne opleve dronning Margrethe helt tæt på.
Da den daværende tronfølger mødte Henri de Monpezat opstod der efter et par møder sød musik, som endte med at vare livet ud. Men det var ikke altid lige nemt i starten at holde kontakten – i hvert fald ikke, hvis resten af verden ikke skulle lytte med.
Holdt kontakten hemmelig
I starten af forholdet holdt det unge par romancen hemmelig, da de først skulle lære hinanden at kende. Samtidigt gjorde det ikke tingene nemmere, at de befandt sig i hvert deres land.
– På det tidspunkt boede jeg i Danmark, og han arbejdede på den franske ambassade i London, så vi skrev til hinanden. Vi ringede ikke, fordi at skrive breve var en mere diskret måde at mødes. Det var jo længe før, mobiltelefonerne var bare tænkt på. Der var kun damptelefonen, fortæller dronning Margrethe i “Et liv som dronning”, som man kan se på TV 2Play.
At parret holdt kontakten ved hjælp af breve fortæller hun i afsnit to “Kærligheden”, hvor man flere gange kan se kærligheden lyse ud af dronning Margrethe, når hun omtaler prins Henrik.
At både dronning Margrethe og prins Henrik satte pris på det skrevne ord var en årsag til brevudvekslingen, men der var også en anden årsag til, at de ikke ringede sammen ved hjælp af slottets telefon.
– Vores samtaler gik over en lille central ved slottet, og det ragede efter min mening ingen, hvor mange gange jeg ringede og hvorhen. Så det gjorde jeg så ikke, og det aftalte vi, og så skrev vi til hinanden, siger dronning Margrethe.
Sikke en sød måde at lære hinanden at kende på. Skal du se serien om dronning Margrethe? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarspor på Facebook.