DR’s ekspert om Danmarks Eurovision-flop: “Ikke godt nok”

DR’s Melodi Grand Prix-ekspert Ole Tøpholm mener ikke, det er godt nok, at Danmark ikke har formået at kvalificere sig til finalen i Eurovision Song Contest de seneste år.

De seneste mange år har danskerne måtte kigge langt efter en plads i finalen under Eurovision Song Contest, og derfor gælder det nu for alvor i årets Melodi Grand Prix , der bliver sendt på DR i aften.

Med til at sammensætte fagjuryen ved årets Melodi Grand Prix har været DR’s ekspert Ole Tøpholm, der er helt klar i spyttet, når han bliver bedt om at sætte ord på Danmarks formåen de seneste år.

– Det er ikke godt nok. Der har været foretaget mange analyser omkring, men man kan ikke designe sig til en sejr eller finaleplads, for det er vidt forskellige sange, vi er røget ud med, siger Ole Tøpholm til Newsner Danmark.

Danmark gakker ikke

Ole Tøpholm forklarer, at nogle lande har forsøgt at designe sig til en finaleplads, men at han er glad for, at Danmark ikke er gået den vej, fordi det ville blive for meget “klovneri”.

Dog er vores hjemland ikke ligefrem kendt for cirkus og gak, når det gælder numrene, og det kan måske være noget af grunden til, at vi ikke er nået helt til tops, mener han.

Ole Tøpholm understreger dermed vigtigheden af, at vi har en jury, så kvaliteten bliver sikret med de sange, der bliver stemt til tops i konkurrencen, men DR kunne også bruge mere hjælp udefra:

– Der er så meget kvalitet i det danske musikmiljø, at vi sagtens kunne gøre det bedre, men der er en forskrækkelse over at deltage i Melodi Grand Prix, der har været kendt for de her dansktopsange eller blot at skulle konkurrere på musik, siger Ole Tøpholm ærligt.

DR-ekspert er jaloux på Sverige

Faktisk er eksperten lidt jaloux på vores svenske naboer, hvor det i større grad er etablerede navne, der deltager i sangkonkurrencen, for det er hans håb, at Melodi Grand Prix-dysten også ville kunne bredes mere ud i Danmark.

– DR kan ikke gøre det alene, her skabes rammerne, men så kunne det være fint med et forhold til musikbranchen, hvor de byder ind med en god sang, solist og omkvæd, siger Ole Tøpholm.

Det kræver noget kærlighed og materiale udefra, for man kan ikke anfægte kvaliteten af de sange, vi sender afsted, understreger eksperten, der nu glæder sig til at se lørdagens show.

Vi håber i den grad, at vi finder vores Eurovision Song Contest-finalist i aften – vi glæder os til at se Melodi Grand Prix!

Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!

LÆS OGSÅ: