Efter chokbesked om to moderkager: Nu viser Lotte Friis den gravide mave frem

Radioværten har haft en række udfordringer under sin graviditet, men nu viser hun stolt den fine mave frem.

I starten af året kunne Lotte Friis afsløre, at hun var gravid med sit første barn, som er en lille pige, og efter planen ville blive mor i juli.

Siden kom det dog frem, at ‘Formiddag på 4’eren’-værtens graviditet ikke havde været helt uden bekymringer for den lille piges ve og vel. Det afslørede hun på Instagram tilbage i marts.

– De sidste ti dage har vi gået med en del bekymringer for lillepigen. Det skyldes to ting. Det viste sig jeg har det der hedder en biplacenta. Det er når man har to moderkager. Det mangler vi stadig at få kigget nærmere på, men først til april, skrev hun dengang i sit opslag.

Lotte Friis og kæreste Christoffer Schnack.
Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Men det er ikke den eneste bekymring, som hun har haft. Til scanningen havde den lille pige i maven nemlig fået gemt sin ene nyre, så sundhedspersonalet ikke kunne få den vurderet, og derfor var Lotte Friis nødt til at blive scannet flere gange. Heldigvis har de nu fået bekræftet, at begge lillepigens nyrer ser normale ud.

– Men hold da op en del bekymring hun allerede giver inden hun er kommet ud. Vi glæder os dog stadig, sluttede hun dengang opslaget, hvor hun også delte en række scanningsbilleder af den lille pige i maven.

Deler fine billeder

Efter de første bump på vejen i livet som vordende mor lader det til, at der er faldet ro over situationen hjemme hos 34-årige Lotte Friis og hendes 26-årige mand, Christoffer Schnack Ringø.

På hendes Instagram-profil skinner det nemlig tydeligt igennem, at den voksende mave trives og bliver gradvist større.

– Bare en kvinde i hendes største sweatpants og t-shirt 🤰🏻❤️🙈😍, lyder det humoristisk fra Lotte Friis til en række billeder af hende, der poserer med struttende mave.

Humoren skinner også igennem i et andet opslag, hvor den kommende mor ligger med strittende mave mens hendes kat hviler sig ovenpå.

– Tre piger der nyder barselslivet 🤰🏻😺, skriver Lotte Friis, der har termin om to uger.