Dronning Margrethe har været oppe at gå, efter hun i går gennemgik en omfattende operation i ryggen.
Der er torsdag glædeligt nyt fra kongehuset, for dronning Margrethe har allerede været på benene, efter hun onsdag gennemgik en stor operation på Rigshospitalet.
I går aftes blev det meddelt, at Hendes Majestæt efter omstændighederne havde det godt efter den lange operation, og det bakkes op af seneste nyt.
– I forlængelse af hendes operation i går, så er dronningens tilstand god og stabil. Dronningen har været oppe at gå en lille tur og er således allerede påbegyndt genoptræningen, siger hoffets kommunikationschef Lene Balleby til Ritzau.
Kronprins Frederik er regent
I den kommende tid vil dronningen fortsat være indlagt på Rigshospitalet, og nu ventes en længere periode, hvor hun skal tilbage til hægterne og genoptrænes.
I øjeblikket varetager kronprins Frederik opgaven som regent, hvilket han har gjort siden tirsdag.
På lørdag vil han dog sætte kursen mod Indien på officielt besøg sammen med sin hustru, og her overtager prinsesse Benedikte jobbet som rigsforstander.
Indgreb var vellykket
Det er anden gang, dronning Margrethe gennemgår en rygoperation, efter hun blev opereret for spinalstenose, der er en forsnævring af rygmarvskanalen, for 20 år siden.
Dengang tog operationen 4,5 time, og indgrebet, hvor der blev indopereret skinner og skruer i ryggen, var vellykket.
Dengang var dronningen indlagt i en uge efter operationen, og det tog flere måneder, før hun havde gennemført sin genoptræning.
Det vides dog ikke, om det er den samme lidelse, dronningen har gennemgået en operation for denne gang, og kongehuset ønsker heller ikke at uddybe yderligere om indgrebet.
LÆS OGSÅ: Kongehusets besked efter operationen: Sådan har dronning Margrethe det nu
Hvor er det bare en skøn nyhed fra hoffet!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!