Henning Bagger/Ritzau Scanpix / TV 2

Efter forfærdelige afsløringer i ‘Operation X’: Hestemilliardær smidt af landsholdet

Konsekvenserne af de forfærdelige afsløringer er nu blevet bekræftet.

Onsdag aften var TV 2’s Morten Spiegelhauer atter tilbage, da det nyeste afsnit af ‘Operation X’ løb over skærmen.

Med undertitlen ‘Hestemilliardærens hemmeligheder’ var det dressurrytteren Andreas Helgstrands træningscenter ‘Helgstrand Dressage’, der blev undersøgt.

Det er normalt en god indikator, hvis man medvirker i ‘Operation X’, at noget slet ikke er, som det bør være, og det var desværre også tilfældet i onsdagens afsnit.

På trods af mange år i faget og stor succes på landsholdet med flere guldmedaljer, så kunne Morten Spiegelhauer afsløre, at hestene på centret var blevet behandlet dårligt.

Faktisk så dårligt, at eksperter kaldte det for dyremishandling.

Eksempelvis kom det frem, at flere af hestene havde mærker efter pisk og spore. Medarbejdere kunne også fortælle, hvordan heste blødte i munden.

Kort tid efter udsendelsen kunne Dyrenes Beskyttelse bekræfte, at de havde valgt at politianmelde Andreas Helgstrand.

Og nu står det altså klart, at det får flere konsekvenser for dressurrytteren.

Artiklen fortsætter under billedet…

Operation x
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix / TV 2

Stopper al samarbejde

Dansk Ride Forbund (DRF) har nemlig meldt ud, at man har valgt at stoppe samarbejdet med Andreas Helgstrand, der derfor er blevet smidt af landsholdet.

Det skriver de selv i en pressemeddelelse.

– DRF’s bestyrelse tager på det kraftigste afstand fra den uacceptable ridning, træningsmetoder og behandling af hestene, udsendelserne tydeligt viser. Derfor står det nu klart, at Andreas Helgstrand, på baggrund af udsendelserne, ikke kan repræsentere DRF som bruttogruppe- og landsholdsrytter, lyder det.

Ligeledes vil al samarbejde med firmaet Helgstrand Event ophøre.

Rytterne, der medvirker i dokumentaren, er slørede, men DRF opfordrer dem nu til at stå frem og indbringe sig selv for DRF’s disciplinærudvalg.

– Skulle opfordringen ikke imødekommes, vil DRF iværksætte tiltag med henblik på at få identificeret rytterne og indberette dem for forbundets disciplinærudvalg, skriver de i pressemeddelelsen.

Hvad tænker du om afsløringerne? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen.