I december fortalte Noller Olsen, at han formentlig kun havde to til fire år tilbage at leve i på grund af sin kræftdiagnose.
66-årige Niels ‘Noller’ Olsen, som sammen med sin storebror, Jørgen Olsen, vandt Eurovision i 2000 med storhittet ‘Smuk som et stjerneskud’, fik i december sidste år diagnostiseret kræft i hjernen.
Samtidig fik han at vide, at han formentlig kun har to til fire år tilbage at leve i.
Inden sin kræftdiagnose blev Noller Olsens helbred også udfordret på anden vis sidste år, da han i maj måned blev ramt af en hjerneblødning og måtte aflyse alle koncerter. I mellemtiden spillede hans bror, Jørgen Olsen, alle duoens koncerter alene.
Efter sin hjerneblødning regnede Noller Olsen med, at han kun skulle holde en midlertidig pause med musikken, men ifølge SE & HØR, som har talt med 70-årige Jørgen Olsen om hans lillebror, er Nollers musikkarriere forbi.
‘Han vil have noget ud af hver dag’
Eurovision-legenden Jørgen Olsen kan fortælle, at hans lillebror, den anden Eurovision-legende, ikke har haft det så godt, som han har nu, siden han fik sin kræftdiagnose sidste år.
Noller Olsen er nemlig ikke længere bundet til en kørestol, men har dog fortsat brug for et gangstativ eller en rollator for at komme rundt, fortæller hans storebror, Jørgen Olsen, til Se & Hør.
Derudover har Noller Olsen fundet lysten og overskuddet til at genoptage en gammel interesse – billedkunsten.
– Det er rigtig fint, at han kan sidde der og male nogle gode billeder og få brugt sine pensler. Det viser jo overskud, og det er noget, han ikke skal ud at rejse med, lyder det fra storebror Jørgen Olsen.
Vi ønsker god bedring og sender varme tanker til Noller og hele familien!
Vær med til at sende Noller en hilsen i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu.