Den 42. Oscar-uddeling i 1970 var en aften fyldt med glamour, men én stjerne lyste uden tvivl klarere end alle de andre.
38-årige Elizabeth Taylor var på toppen af sin skønhed, og hendes fantastiske kjole og den verdenskendte diamant, der hang om hendes hals, gjorde aftenen til noget helt særligt.
Men en hjerteskærende hændelse bag kulisserne truede med at overskygge begivenhederne…
At se pa billeder fra gamle Oscar-uddelinger føles som at træde ind i en tidsmaskine, der tager dig med på en tidsrejse til en æra fyldt med elegance og ynde. For at være ærlig havde stjernerne dengang mere klasse i deres lillefinger end mange af nutidens såkaldte berømtheder tilsammen.
Jeg kan ikke undgå at blive helt nostalgisk. Men det er også helt mærkeligt at se billeder af disse legender, hvoraf så mange ikke længere er iblandt os. For mig er det nemlig en påmindelse om, hvor flygtigt livet egentlig er – en kort, smuk rejse, som vi bør værdsætte hvert eneste sekund af.
En historisk aften
Oscar-uddelingen i 1970 var en mindeværdig aften af mange grunde, ikke mindst fordi den manglede en officiel vært.
Det markerede også et banebrydende øjeblik i Oscars historie, da det var første gang, ceremonien blev sendt via satellit til et internationalt publikum.
En af aftenens mest ikoniske øjeblikke var, da Cary Grant modtog en æres-Oscar. Publikum brød ud i voldsomme klapsalver, og gav en hjertelig hyldest til stjernens tidløse tiltrækningskraft og mange mindeværdige film.
John Waynes vandt derudover prisen som bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i True Grit, og hans takketale var lige så legendarisk som manden selv. Den legendariske skuespiller leverede en ydmyg og taknemmelig tale, der viste, at han virkelig satte pris på at vinde den fornemme Oscar-statuette.
Aftenen forløb dog ikke uden problemer eller kontroverser. Mange diskuterer stadig, at det største “røveri” i Oscars historie fandt sted, da Dustin Hoffman blev forbigået for sin enestående præstation i Midnight Cowboy. Mange vil måske mene, at John Wayne modtog statuetten som en belønning for sin lange og trofaste tjeneste i filmindustrien – og det kan meget vel være sandt.
Sinatra reddede Cary Grant
Når man ser på de gamle billeder, er det tydeligt, at Cary Grant spillede en hovedrolle under Oscar-uddelingen i 1970. Da den legendariske skuespiller gik på scenen for at modtage sin æres-Oscar, forventede han naturligvis at blive hyldet.
Men da publikum rejste sig op og gav ham stående ovationer, var han tæt på at bryde sammen i tårer.
”Da alle rejste sig, var jeg fuldstændig overvældet. Jeg troede et øjeblik, at jeg så syner. Jeg var så rystet, at jeg ikke aner, hvordan jeg fik holdt min takketale,” fortalte han senere.
Grant var på grænsen til et sammenbrud, overvældet af øjeblikkets følelser. Men lige dér fik han øje på Frank Sinatra blandt publikum. Sinatras øjne glimtede med en drillende gnist, og det hurtige blik var alt, der skulle til for at få Grant til at samle sig.
”Det fik mig tilbage på sporet,” fortalte Grant.
Elizabeth Taylors entré
Men lad os være ærlige – den virkelige stjerne ved Oscar-uddelingen i 1970 var ikke Cary Grant, Dustin Hoffman eller John Wayne. Selvom de alle var fik stor opmærksomhed, var det en 38-årig skønhed, der virkelig stjal showet og tryllebandt alle i Dorothy Chandler Pavilion i Los Angeles, Californien.
Da Elizabeth Taylor gik på scenen for at overrække prisen for Bedste Film, var hendes entré intet mindre end betagende.
Hendes venlighed og generøsitet stod i skarp kontrast til Hollywoods nådesløse natur. “Liz Taylor, ingen har nogensinde været smukkere,” sagde folk, og det var i den grad sandt.
Der var en helt speciel aura ved hende, der virkelig fik folk til at spærre øjnene op.
Iført en fortryllende kjole, der fremhævede hendes smalle talje og naturlige skønhed – uden den tunge solbrune teint, der var populær på den tid – imponerede Elizabeth Taylor alle ved den 42. Oscar-uddeling.
Og med sin verdensberømte 69-karat Cartier-diamant, der glimtede om hendes hals, stod det klart, at Elizabeth ikke bare var en skuespillerinde – hun var en vaskeægte ikon.
Sandheden om hendes diamant
Når man ser nærmere på billederne af Taylor fra den aften, er det svært ikke at blive betaget af den storslåede juvel, der prydede hendes hals.
Men få kender historien bag det ikoniske smykke. Taylor-Burton-diamanten, som glitrede så smukt mod hendes hud, var ikke bare et glamourøst smykke – den var et symbol på kærlighed, beslutsomhed og Hollywood-drama.
Kun få dage før den 7. april 1970, datoen for årets Oscar-uddeling, summede pressen af spænding og spekulationer om, hvad Elizabeth Taylor ville bære til den glamourøse begivenhed.
Rygterne gik på, at hun planlagde at blænde publikum med sin million-dyre diamant, der netop var blevet indfattet i en imponerende halskæde. For at sikre juvelen til aftenen betalte Taylor angiveligt en forsikringspræmie på $2.500 til tre australske selskaber – svarende til cirka $20.250 i dag.
Den ikoniske juvel, som er kendt som Taylor-Burton-diamanten, vejede imponerende 68 karat og var en gave fra hendes mand, skuespilleren Richard Burton.
En rasende galning
Den oprindelige rå diamant, blev opdaget i 1966 ved Premier-minen i Sydafrika, og vejede hele 241 karat. Burton købte diamanten under et besøg i London, dog ikke uden kamp. I første omgang havde smykkeproducenten Cartier vundet diamanten på auktion for rekordbeløbet $1.050.000 (cirka 7 millioner danske kroner), mens Burton havde det næsthøjest bud.
Rasende over sit nederlag blev Burton stiktosset
”Jeg ville have den diamant, om det så kostede mit liv eller 2 millioner dollars, hvad der end var størst,” erklærede han.
Elizabeth derimod forblev rolig.
”Elizabeth var så sød, som kun hun kunne være, og sagde, at det ikke betød noget, at hun ikke havde noget imod, hvis hun ikke fik den, at der var meget mere i livet end smykker, og at hun nok skulle klare sig med det, hun allerede havde,” skrev Burton senere i sin dagbog.
Dagen efter auktionen brugte Burton flere timer ved en mønttelefon på sit hotel i London, hvor han sammen med sine advokater arbejdede på at finde pengene til at købe diamanten fra Cartier – koste hvad det koste ville.
Deres beslutsomhed bar frugt, og den følgende dag blev diamanten officielt deres for $1,1 millioner (cirka 7,8 millioner danske kroner).
”Jeg ville have den diamant, fordi den er uforligneligt smuk … og den burde bæres af den smukkeste kvinde i verden,” sagde Burton senere og cementerede den ikoniske juvels plads i Hollywoods historie.
Bob Hopes vits om Elizabeth Taylor
Komikeren Bob Hope stod for noget af aftenens humoristiske præsentation af de nominerede film og skuespillere ved den 42. Oscar-uddeling.
Da fortalte om de mange kendte gæster, lavede han en spøgefuld bemærkning om Taylor: ”Jeg ved, at Miss Taylor er her. Jeg så en pengetransport holde udenfor.”
Richard Burton kunne ikke lade være med at grine af den smarte bemærkning om sin kones store samling af juveler.
Sandheden om hendes kjole
I det øjeblik, Elizabeth Taylor trådte ud på den røde løber ved Oscar-uddelingen i 1970, føltes det, som om tiden stod stille.
Det første, der fangede alles opmærksomhed, var farven på hendes kjole: en fortryllende kornblomstblå, der skiftede mellem violette og lavendelnuancer, alt efter hvordan lyset ramte den – og de hundredevis af blitz fra kameraer, der fulgte hendes mindste bevægelse.
Kjolen var ikke bare et stykke stof; den var et mesterværk designet af den legendariske Edith Head, og den var skabt til at fremhæve hver eneste detalje af Taylors strålende skønhed.
Farvevalget var heller ikke tilfældigt. Kjolen, som blev designet af ikoniske Edith Head, blev omhyggeligt farvet for at matche Taylors hypnotiserende øjne. Taylor arbejdede selv tæt sammen med Head, da hun gerne ville have en opdateret version af den kjole, hun bar i 1951-filmen A Place in the Sun.
Kjolen var mere end blot en modeerklæring; den var et kunstværk. Den dybe halsudskæring indrammede Taylor-Burton-diamanten perfekt, så halskæden kunne skinne, samtidig med at den fremhævede hendes slanke figur.
”Den er designet til at vise Elizabeths nye, slanke figur. Det er en blød, svævende, romantisk chiffon. Over den har hun en blød stola-kappe i chiffon, der når gulvet, med en hætte,” fortalte Edith Head til Associated Press.
Det var et look, der endte med at blive indskrevet i Oscars-historien, og for evigt blev et minde om Elizabeth Taylors elegance og skønhed.
Et hurtigt bad på 10 minutter
På dagen for Oscar-uddelingen var Taylors skønhedsrutine efter sigende overraskende simpel.
Den berømte filmstjerne fulgte ikke en omfattende hudplejerutine; hun brugte i stedet en almindelig fugtighedscreme fra apoteket.
Selvom hun elskede at lægge sin egen makeup, arbejdede hun med en professionel makeupartist til vigtige begivenheder som Oscars. Taylor foretrak en let foundation og blid blush og brugte ofte eyeliner til at fremhæve sine øjne. Interessant nok brugte hun aldrig kunstige øjenvipper, da hun naturligt var velsignet med et dobbelt sæt øjenvipper.
”Elizabeth tog et 10 minutters bad, da makeuppen var lagt færdig, for at sætte makeuppen og slappe lidt af inden begivenheden,” fortalte en repræsentant fra House of Taylor til AOL.
Græd bag scenen
Stjernen var en af de sidste store navne fra det klassiske Hollywood, og spillede en vigtig rolle ved Oscar-uddelingen i 1970 – hun skulle nemlig overrække den eftertragtede pris for Bedste Film.
Men bag kulisserne herskede der kaos.
Øjeblikke før hendes optræden havde Richard Burton lidt et hjerteskærende nederlag, da han tabte prisen for Bedste Mandlige Hovedrolle til John Wayne. Det var sjette gang, Burton var blevet nomineret uden at vinde den ikoniske gyldne statuette, og nyheden ramte Elizabeth Taylor som et lyn fra en klar himmel.
Hun brød sammen i tårer bag scenen, og vidner fortæller, at makeupartisten måtte skynde sig at friske hendes look op, inden hun kunne gå på scenen.
Da hun endelig trådte ind på scenen, var hendes sindstilstand skrøbelig. Man kunne se det i hendes øjne. Da hun kom ind på scenen, sænkede en stilhed sig over publikum; man kunne høre en knappenål falde.
På trods af sin professionalisme var det tydeligt, at hendes mands nederlag tyngede hende, da hun annoncerede vinderen af prisen for Bedste Film.
Den mand, hun elskede, havde endnu engang oplevet et nederlag, og det havde ramt hende hårdt.
Efterfesten
I sin dagbog fortalte Burton om den magiske aften:
”Onsdag den 8.: Vi tog til festen bagefter og sad sammen med George Cukor, familien Peck og familien Chandler (ejerne af LA Times), men vi var omgivet af et hav af fotografer, som til min store fornøjelse ikke gav nogen opmærksomhed til nogen andre, heller ikke vinderne. Barbra Streisand, som tror, hun er en stor stjerne, blev fuldstændig overskygget.”
Et blik på de utallige fotografier af Taylor fra den uforglemmelige aften gør det fuldstændig klart – hun var uden tvivl aftenens midtpunkt.
Det var, som om paparazzierne også var tryllebundne, og de kæmpende for at holde fokus på deres arbejde, mens de indså øjeblikkets historiske betydning. De var ikke længere blot fotografer, der indfangede drømme til glitrende magasiner; de blev selv forført af synet foran dem.
Mange vil hævde, at det 20. århundredes største stjerne strålede klarest på denne uforglemmelige aften. På hendes venstre ringfinger glitrede endnu en ekstravagant gave fra hendes mand – den betagende 33,19-karat Krupp-diamantring, som indkapslede essensen af hendes ikoniske tiltrækningskraft.
Hvordan sluttede den magiske aften så for Taylor og hendes følge?
”Vi kom ud med store vanskeligheder på grund af de horder af fotografer og besøgte Gig Young, der vandt prisen for bedste mandlige birolle, på vejen. Han var en skæv personlighed, men sød. Hawn vandt for bedste kvindelige birolle, også som forudsagt. Vi kunne ikke finde Duke Wayne, så vi tog hjem, […] Senere kom Wayne selv, også meget beruset, men på sin sjofle måde meget venlig,” skrev Burton i sin dagbog.
Da tæppet gik ned for Oscar-uddelingen i 1970, stod én ting klart: Elizabeth Taylor var aftenens ubestridte stjerne. Hun indkapslede alt det, der var magisk ved Hollywood i 1970’erne – skønhed, talent og en unik charme, der skinnede igennem på skærmen.
