Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Færøske Janus Wiberg om at være med i Dansk Melodi Grand Prix: “Jeg syntes, at det så sjovt ud”

Janus Wiberg kendte intet til Dansk Melodi Grand Prix, men i år vil han forsøge at vinde konkurrencen.

Vi begynder at nærme os datoen, hvor et kæmpe brag af en musikfest finder sted.

Lørdag d. 17. februar står den endnu engang på Dansk Melodi Grand Prix, og forventningerne har måske aldrig været større.

Vi skal nemlig helt tilbage til 2019, før Danmark sidst var at finde i finalen ved ‘Eurovision Song Contest’.

Sidste år blev det også til noget af et wake up call, da vi var nogle af dem, der faktisk fik færrest stemmer.

Tilbage i september udtalte DR’s Grand Prix-chef, Erik Struve Hansen, at man nu havde lavet en stor ændring, i et forsøg på at undgå at gentage fiaskoen.

Derfor er presset også stort på årets deltagere, da danskerne forståeligt nok hungrer efter en plads i finalen.

Newsner har talt med alle deltagerne, og udover Basim og Aura Dione, så skal vi også opleve SABA, der af bookmakerne allerede er blevet udnævnt til storfavorit.

Vil vinde med kærlighedssang

Sidste år var det færøske Riley, der endte med at nappe sejren og i år har vi altså atter en færing med.

Det er nemlig Janus Wiberg, der vil forsøge at charmere seerne med sin kærlighedssang ‘I Need Your Love’.

I et interview med Newsner satte Janus ord på, hvad danskerne skal forvente.

Artiklen fortsætter under billedet…

Janus
Janus Wiberg. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kendte ikke til konkurrencen

Allerede i begyndelsen af interviewet får vi faktisk en sandhed på bordet, for Janus indrømmer, at han aldrig har set Melodi Grand Prix før.

– Jeg har ikke prøvet det før, og hvis jeg skal være ærlig, så har jeg ikke set det før, men jeg syntes, at det så sjovt ud, og det allervigtigste for mig er bare, at sangen bliver godt modtaget, lyder det fra sangeren.

Men selvom Dansk Melodi Grand Prix måske er en udebane for Janus, så har han masser af selvtillid. Svaret kommer nemlig både selvsikkert og prompte, da han bliver spurgt om, hvad der kendetegner en god sang.

– Det er den sang, vi har lavet, lyder det med et grin.

I forhold til, hvad seerne skal forvente, så vil Janus bare forsøge at give den alt, hvad han har.

– Jeg gør mit bedste, og jeg prøver at levere sangen så godt, som jeg kan, og så får vi at se, om det virker.

Og selvom Janus også bliver konfronteret med de sidste mange års skuffelser, så lader det ikke til at være noget, der skræmmer ham.

– Det er ikke så farligt. Jeg prøver at tage det derfra og vil prøve at levere sangen så godt som muligt, og hvis jeg vinder, så tager jeg det med.

Du kan høre Janus Wibergs sang ‘I Need Your Love’ herunder eller HER.

Hvad tænker du om Janus’ sang og vinderchancer? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan give deres mening til kende.