Det skulle efter sigende være lige rundt om hjørnet, at stjernen vender tilbage.
Det har været nogle forfærdelige år for den canadiske superstjerne Céline Dion.
Over flere omgange måtte sangeren aflyse koncerter, men det var først i slutningen af 2022, at den reelle årsag blev afsløret.
Her fortalte en grådkvalt Céline Dion, at hun var blevet diagnosticeret med den sjældne sygdom Stiff person syndrome.
– Jeg har haft problemer med helbredet i lang tid, og det har været svært for mig at stå ansigt til ansigt med mine udfordringer og fortælle om alt, jeg går igennem… lød det dengang fra ‘My Heart Will Go On’-sangeren.
Tidligere i år kunne Céline så også fortælle, hvor lang tid det faktisk var, hun havde båret på hemmeligheden.
Artiklen fortsætter under billedet…
Gemte sygdommen i 17 år
Det viser sig nemlig, at hun mærkede de første tegn på sygdommen for 17 år siden, men som hun selv fortalte det, så var hun nødsaget til at være stærk, da hendes elskede René Angélil blev ramt af kræft, og så har hun også skullet passe parrets tre børn, efter René gik bort i 2016.
Efter den triste nyhed hørte man ikke meget fra Céline, hvor det i stedet var hendes søster Claudette, som kom med sporadiske opdateringer.
Her lød det blandt andet, at sygdommen var forværret, men også at hun var fuld af håb, og at man troede på “The Power of Love”.
Superstjernen har heller ikke været bleg for at fortælle, hvad hendes største drøm var.
Savner publikum
Tidligere i år udkom dokumentaren ‘I AM: Celine Dion’, og heri gjorde hun det klart, at hun drømte om at vende tilbage til scenen.
– Jeg arbejder hårdt hver dag, men jeg må indrømme, at det er svært. Jeg savner dem så meget. Publikum. Jeg savner dem, lød det grædende fra hende.
Samtidig var det dog også tydeligt, hvor hårdt hun netop kæmpede.
– Hvis jeg ikke kan løbe, så går jeg. Hvis jeg ikke kan gå, så kravler jeg… og jeg vil ikke stoppe, fortalte hun med tårer i øjnene.
Og noget tyder altså på, at det hårde arbejde kommer til at bære frugt for Céline.
Ifølge flere store medier, heriblandt Variety, så er Céline Dion klar til sit helt store comeback, og det er tættere, end man lige tror.
Artiklen fortsætter under billedet…
Kan gøre comeback på fredag
‘I’m Alive’-sangeren skulle nemlig i disse dage være i Paris, hvor hun forbereder sig på at optræde ved åbningsceremonien til de Olympiske Lege.
Selvom nogle medier skriver, at det stadig blot er spekulationer, så er der også flere, som skriver, at hun ligefrem er klar til åbningsceremonien, som bliver afviklet på fredag.
Ifølge Variety bor Céline lige nu på hotellet Royal Monceau Hotel, og så er der også dukket en video op af hende i Paris.
Hertil lagde hun i et interview med Vogue France også på til, at noget var under opsejling.
– Jeg har valgt at arbejde med hele min krop og sjæl, fra top til tå, sammen med et medicinsk team. Jeg vil være den bedste, jeg kan være. Mit mål er at se Eiffeltårnet igen.
Artiklen fortsætter under videoen.
I så fald vil det være første gang, at Céline optræder, efter hun delte sin diagnose i 2022.
Det vil dog ikke være første gang, at Céline Dion optræder ved de Olympiske Lege.
Hun optrådte også ved åbningsceremonien tilbage i Atlanta i 1996 med sangen ‘The Power of the Dream’ foran 100.000 tilskuere.
Hertil var der også 3.5 milliarder mennesker, der så med hjemme i stuerne verden over.
Hvor lyder det bare fantastisk.
Håber du at se Céline Dion på scenen på fredag? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.