Der er lagt op til en vaskeægte popfest, når den engelske sanger Robbie Williams spiller sin eneste koncert i Danmark i 2019.
Skanderborg-festivalen Smukfest er i år blevet kritiseret for, at der har manglet profiler til deres musikprogram, men det sidste navn som Smukfest netop har offentliggjort er til gengæld et af de helt store.
Robbie Williams gæster nemlig Bøgeskoven, det oplyser Smukfest på deres hjemmeside, og festivalen har dermed hyret et vaskeægte stjernenavn.
“Angels”, “Come Undone”, “Let Me Entertain You”, “Freedom”, “She’s The One”, listen over sange fra den 45-årige popsanger er lang, og nu kan gæsterne i Bøgeskoven opleve dem, når Robbie Williams den 7. august 2019 spiller op til popfest.
Det bliver sangerens eneste koncert i Danmark i 2019.
Den populære sanger blev kendt i hele verden, da han blev medlem af Take That, og da han i 1995 forlod bandet for at forfølge en solokarriere, gik det kun opad. Han er den mest sælgende solo-kunster i UK.
Udover Robbie Williams vil gæsterne på Smukfest blandt andet kunne opleve Medina, Hugo Helmig, Thirty Seconds To Mars og Clean Bandit.
Skal du opleve Robbie Williams? Del med alle dine musikinteresserede venner, der også vil glæde sig over nyheden.