Fremtiden er usikker: Skal Joachim eller Frederik overtage Château de Cayx?

Kronprins Frederiks fremtid har altid været mejslet i sten: Han skal overtage tronen efter dronning Margrethe, blive kong Frederik 10. og overtage de slotte, som hører med til rollen som regent. Prins Joachims fremtid så også længe ud til at være fastlagt. I 1993 overtog han Schackenborg Slot, hvor han boede og stod for driften, men i 2014 solgte han slottet til Schackenborg Fonden og flyttede med familien til Nordsjælland. Men efter dronning Margrethes pressemøde på Château de Cayx i sidste uge, stod et vigtigt spørgsmål ubesvaret: Hvem skal overtage det franske slot Château de Cayx efter dronning Margrethe?

I 1974 købte dronning Margrethe og prins Henrik Château de Cayx. Her har den royale familie tilbragt mange dejlige ferie, og prins Henrik har produceret vin, der er brugt til mange royale begivenheder. Slottet står familiens hjertet meget nært, men især efter prins Henriks død i februar, er spørgsmålet om, hvem der skal arve vinslottet, ofte blevet rejst.

Château de Cayx adskiller sig fra flere af de danske slotte, da vinslottet blev købt af dronning Margrethe og prins Henrik for deres egne penge. Derfor kan Dronningen selv bestemme, hvad der skal ske med slottet.

Fordi prins Joachim som blot niårig fik Schackenborg Slot i julegave i 1978 og flyttede ind på slottet i 1993, mente afdøde prins Henrik, at det var kronprins Frederik der stod forrest i køen til at overtage den franske idyl.

– Vi (dronning Margrethe og prins Henrik, red.) har tænkt på måske at give det til den ældste, kronprins Frederik, fordi prins Joachim har sit sted i Sønderjylland. For Kronprinsen vil det være et dejligt sted at komme og slappe af, sagde prins Henrik til BT i 2008.

Men siden prins Henriks udtalelse har prins Joachim solgt Schackenborg Slot. I 2014 overtog Schackenborg Fonden slottet, og prins Joachim flyttede med sin familie til Nordsjælland. Joachim har også fået en større tilknytning til Frankring, efter han i 2008 giftede sig med franske prinsesse Marie.

I sidste uge afholdt Dronningen pressemøde på Château de Cayx forude for præsident Macrons statsbesøg i Danmark, og her kom slottets fremtid på bordet. Den er nemlig ikke så bestemt, som prins Henrik i 2008 gav udtryk for.

– Jeg regner med at familien finder ud af det efterhånden. Altså mine to sønner. Hvordan de vil gøre, vil jeg ikke blande mig i i øjeblikket overhovedet, sagde Dronningen ifølge Se og Hør, da hun blev spurgt om slottets fremtid.

I prins Henriks interview med BT, gav prinsen udtryk for, at han gerne vil have vindriften til at fortsætte, så hvis man vil hædre prinsen ønske, ville det give mest mening at lade prins Joachim overtage slottet, da han er landbrugsuddannet. Men ifølge kongehusekspert Søren Jakobsen taler økonomien for, at det vil være kronprins Frederik som skal overtage slottet. Prins Joachim modtager cirka 3,5 millioner kroner i apanage, mens en regent modtager 80 millioner.

– Med det privatforbrug og de indtægtsmuligheder, Joachim har, er det ikke sikkert, at slottet vil være i gode hænder hos ham, siger han til Se og Hør.

Hvem synes du skal overtage Château de Cayx af de to prinser? Kom gerne med din mening i kommentarfeltet. 

Foto: Wikimedia Commons