
Den legendariske skuespiller Gene Hackman er fundet død sammen med sin hustru.
Den Oscarbelønnede skuespiller Gene Hackman er blevet fundet død sammen med sin 64-årige hustru, Betsy, og parrets hund.
Det skriver flere internationale medier heriblandt New York Post.
Ifølge mediet er begge blevet fundet i deres hjem i Santa Fe, New Mexico.
Sheriffen fra Santa Fe County, Adan Mendoza, har efterfølgende bekræftet den triste nyhed overfor mediet Santa Fe New Mexican.
Der har endnu ikke været en udmelding om dødsårsagen, men politiet mener ikke, at der er mistanke om en forbrydelse.
Gene Hackman blev født d. 30. januar 1930 og fyldte dermed 95 år i sidste måned.
Han var gift med den klassiske pianist Betsy Arakawa i 34 år.
En fantastisk karriere
Hans karriere begyndte tilbage i 1950’erne, og undervejs nåede han både at modtage to Oscars, fire Golden Globes samt mange flere prestigefyldte priser.
Den ene Oscar modtog han i kategorien Bedste mandlige hovedrolle for filmen ‘The French Connection’ fra 1971.
Den anden modtog han for sin rolle i Clint Eastwoods film ‘De nådesløse’ fra 1992.
Hertil er den legendariske skuesspiller også kendt for filmene ‘Mississippi Burning’, ‘Bonnie and Clyde’ samt ‘Superman’ og ‘Superman II’.
I de to sidstnævnte spillede han rollen som Lex Luther.
Gene Hackman efterlader sig tre børn, Christopher Allen, Elizabeth Jean og Leslie Anne, som han alle fik med Faye Maltese.
Gene var gift med Faye fra 1956 til 1986.
Hvil i fred.