Ghita Nørby fortryder interview: ‘Jeg dummer mig’

Skuespillerinden har hidtil ikke ønsket at kommentere det meget omdiskuterede interview, men nu åbner hun op.

Under et interview i mandagens udgave af ‘Go’ aften Live’ lagde 86-årige Ghita Nørby ingen fingre imellem, da hun ikke var tilfreds med journalisten, Simi Jans, spørgsmål.

Ifølge skuespillerinden var den garvede 42-årige journalists spørgsmål både ‘overfladiske’, ‘underlige’, ‘dumme’ og ‘idiotiske’ spørgsmål.

Interviewet startede ellers godt med en uskyldig snak om Ghita Nørbys minder fra sin barndom i Nyhavn i København, og lidt efter rykker Ghita Nørby og Simi Jan hen foran det Kongelige Teater, hvor Ghita Nørby ofte kom med sin far som barn.

‘Tænk dig om’

Foran teatret spørger Simi Jan, om det var eventyrligt for Ghita Nørby at komme sådan et sted som barn – og dét spørgsmål faldt ikke i god jord hos Ghita Nørby, som mente, at det var umuligt at svare på.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Herfra går interviewet mere ud på, at Ghita Nørby kommenterer på selve spørgsmålene end at hun rent faktisk svarer på dem.

– Nu må du altså holde op. Kan du ikke godt vænne dig til, når du interviewer folk, at spørge dig selv indvendigt: ‘Hvad er det egentlig, jeg gerne vil vide’. Altså helt seriøst. Tænk dig om. Lad være med alle de idiotiske spørgsmål. Hvad skal jeg svare?, siger Ghita Nørby blandt andet i stedet for at svare på spørgsmålene.

‘Hvorfor skulle jeg råbe op?’

Indtil nu har Ghita Nørby ikke villet udtale sig om interviewet når diverse medier har forsøgt at forholde hende kritikken af hendes opførsel.

Men i podcasten ‘Fedeabes Aktuelle Forklaringer’ på Talk Town med Anders Lund Madsen, fortæller hun nu, at hun er ked af sin reaktion på spørgsmålene.

Hun fortæller dog også, at hun stadig ikke syntes, at spørgsmålene var passende i den pågældende situation.

– Jeg bliver nemlig ked af, at en journalist tror, at mit liv er minder. Det er det da også, men så sidder vi et andet sted og har en længere samtale om livet og døden og minder. Det er en situationsfornemmelse. (…) Det har jeg for meget respekt for det til at sidde og sige noget sludder der, og så siger jeg, at jeg ikke vil svare på det, for det synes jeg ikke hører til, og så går folk amok. Jeg forstår det ikke, lyder det fra Ghita, som dog er ked af, at hun reagerede som hun gjorde:

– Jeg dummer mig ved ikke at forholde mig stille og roligt til det. Jeg ved ikke, hvad det er, om det er mit temperament, eller hvad det er, men der er noget, jeg ikke kan styre så godt. Jeg er ked af det, at jeg ikke kan styre det. Hvorfor skulle jeg råbe op? Det er da idiotisk. Det kan jeg godt se. Hold nu din kæft, Ghita. Så lad være. Jeg bliver sgu ked af det, Anders, siger hun i podcasten.

Forstår du Ghita Nørbys oplevelse af situationen? 

Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu.