Prins Joachims ældste søn fylder i dag år, og det er en særlig dag. Han bliver nemlig 25 år.
Kongehuset har valgt at fejre dagen med et mere personligt billede af den unge mand.
I dag er det 25 år siden, at prins Joachim og daværende prinsesse Alexandra blev forældre for første gang.
Parret var blevet gift ved et eventyrbryllup i 1995, og nu blev familien udvidet for første gang. Siden fulgte sønnen prins (nuværende greve) Felix.
Men parrets første søn er Hans Excellence Greve Nikolai.
Den unge mand var den første til at give dronning Margrethe titlen som farmor, og nu bliver den store fødselsdag markeret af kongehuset.
På toppen af verden
Lige siden han blev født har danskerne kunne følge med i hans liv, når han har været med til royale begivenheder.
Men selvom der hvert år gennem hans barndom er kommet flere nuttede billeder af den lille fyr, så var det først, da han blev 18 og myndig, at danskerne lærte ham mere at kende.
Han fik i den grad opmærksomhed, da han pludselig dukkede op som model under den engelske modeuge. Hvor mange med modeldrømme starter for de mindre steder, så har grev Nikolai fra start gået model for de store modehuse og været på forsiden af flere magasiner.
Men det er ikke kun i forhold til modebranchen, at tingene kører for grev Nikolai. Han har i flere år været kæreste med Benedikte Thoustrup, som han mødte, da parret gik på Herlufsholm.
De to blev begge to uddannet fra CBS denne sommer. Men selvom de kun lige er blevet uddannet, så har de allerede foden godt inde på arbejdsmarkedet. Mens grev Nikolai har fuld fart på modelkarrieren, så har Benedikte Thoustrup sin egen virksomhed.
Dagens fødselsdag er blevet markeret af Kongehuset på det sociale medie Instagram.
På det ene billede står grev Nikolai på toppen af verden, da han er i gang med at bestige bjerget Roys Peak i New Zealand.
På det andet billede ses han sammen med familien på Château de Cayx i Frankrig.
Du kan se opslaget herunder eller ved at trykke HER.
Nu hjælpes vi ad med at ønske grev Nikolai stort tillykke med dagen og alt det bedste fremover!