Torsdag blev der sagt det sidste farvel til skuespilleren Bent Mejding, og det var en helt særlig skare, der bar hans kiste.
Det var en tydeligt rørt Susse Wold, der torsdag formiddag ankom til Søllerød Kirke for at tage den sidste afsked med Bent Mejding, der døde 12. november.
Hun ankom til kirken i selskab med sønnen Christian Mørk, der også havde et nært forhold til Bent Mejding, der lovformeligt adopterede ham i 2003.
Dermed var alle Bent Mejdings tre børn tilstede, da han blev bisat, da også hans børn fra første ægteskab, Lars og Anne Mejding, var mødt op.
Helbredet var dårligt
I kirken blev der sunget en række traditionsbundne salmer som “Se, nu stiger solen”, “Lysets engel går med glans”, “Du som har tændt millioner af stjerner” og “Altid frejdig når du går”.
Med ved bisættelsen var blandt andre Bent Mejdings ‘Matador’-kollega Per Pallesen, der satte ord på dødsfaldet.
– En fantastisk fyr, som jeg har optrådt med mange gange. Han var en rigtig god ven også. Bent havde det jo ikke godt til slut. Set på den måde, så er det godt, det, der er sket, siger Per Pallesen ærligt til BILLED-BLADET.
Familien bar kiste
Efter højtidligheden i kirken blev Bent Mejdings kiste båret ud af hans nærmeste, nemlig børn og børnebørn ifølge BILLED-BLADET.
Der var altså tale om Lars Mejding, Christian Mørk, Anne Mejding samt børnebørnene Martine Mejding Poulsen, Frederik Mejding og Steven Vannetta.
Steven Vannetta er Bent Mejding og Susse Wolds nære ven fra Hawaii, som de har kendt i 40 år og betragtede som deres hawaiianske søn og som bror for deres øvrige børn.
Susse Wold sagde farvel
En for en trådte Bent Mejdings familiemedlemmer frem og lagde røde roser på kisten til afsked på den i forvejen blomsterdekorerede kiste.
Susse Wold selv tog sin sidste afsked med Bent Mejding, da hun gik alene op og lagde en rød rose på hans kiste, hvorefter hun lagde begge hænder på den i et stille øjeblik.
Susse Wold støttede sig efterfølgende til Steven Vannetta og præstens datter, Emilie Bruun, som er en ven af familien.
Asken skal strøes
Derefter sendte hun og sønnen Christian luftkys til kisten, da den kørte bort, hvorefter Christian Mørk tog sig til brystet i en smuk gestus.
Det har i mange år været Bent Mejdings og Susse Wolds plan, at deres aske skal strøes ud på havet, når de er borte, og at de dermed kan blive genforenede på deres elskede Hawaii.
Hvil i fred!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!
LÆS OGSÅ:
° Lone Hertz sætter ord på Bent Mejdings død
° Ghita Nørby deler ord efter Bent Mejdings død