Foto: Andreasen Lars E/Her Og Nu/Ritzau Scanpix

Hans Pilgaard skuffet over SAS: ‘Det er tordnende uforståeligt’

TV-værten Hans Pilgaard er ikke imponeret over SAS den seneste tid.

– Det er også tordnende uforståeligt, at ingen voksne skrider ind og får en aftale på plads, lyder det fra den populære tv-vært.

Selskabet SAS har den seneste tid været meget i medierne, da de blandt andet er blevet ramt af en pilotstrejke, hvilket påvirker mange danskere.

Mange kan ikke komme på en længe ventet sommerferie og ved ikke, hvad der nu skal ske.

Tv-værten har et særlig forhold til SAS, da han er søn af en luftkaptajn i virksomheden, og han omtaler det som en trist dag.

Instagram udtrykker han i et opslag, hvor skuffet han er over den nuværende situation, og hvordan den påvirker mange mennesker.

– Hvor er det sørgeligt. OG måske begyndelsen på enden!, starter han.

– Det er også tordnende uforståeligt, at ingen voksne skrider ind og får en aftale på plads. For det kan jo være begyndelsen på enden for et firma der en gang var synonym med sammenhold, sikkerhed og stolthed.

‘Danskere får smadret deres ferie’

Mandag brød en pilotstrejke ud efter SAS og piloterne gennem længere tid havde forsøgt at få en aftale på plads.

For Hans Pilgaard er det især tanken om, hvordan tusindvis af danskere får ødelagt deres ferie, der er uforståelig og ligner begyndelsen til enden.

– Nu er det formentlig slut. Efter flere og flere dårlige historier ligner det et slutspil, når tusindvis af danskere får smadret deres sommerferie. Fordi der åbenbart ikke er nogen tilbage der er stolte nok over at være SAS – uanset hvor i hierakiet – til at slå i bordet og få en aftale på plads. Kom nu, skriver han.

Han kan forestille sig, at når der engang kommer en afklaring på situationen, så er kunderne taget videre til andre selskaber.

– Vi skal måske passe på, at vi ikke altid sætter bundlinie over sammenhold, afkast over stolthed og profit over passion, skriver han og slutter med en opfordring til at passe på hinanden.

Hvad tænker du om Hans Pilgaards opslag? Kom gerne med dine tanker i artiklens kommentarspor på Facebook.