
Familiens advokat sidder tilbage med en forfærdelig tanke efter at have læst rapporten.
Den står skarpt som en af de mest omtalte sager i dansk kriminalhistorie.
I 2016 forsvandt den blot 17-årige pige Emilie Meng, hvorefter en stor eftersøgning gik i gang.
Emilie nåede at være forsvundet i 168 dage, før hendes lig blev fundet om morgenen d. 24. december.
Både undervejs og efterfølgende har politiet fået voldsom kritik for deres arbejde, og nu viser en lækket rapport, hvor mangelfuld efterforskningen har været, skriver TV 2.
Ventede mange år på et gennembrud
Hele syv år skulle der gå, før der kom det helt store gennembrud i sagen, som alle havde ventet på.
I syv år var der uvished omkring, hvad der egentlig var sket med Emilie, og vigtigst af alt, hvem der havde udsat hende for forbrydelserne.
I 2023 blev den dengang 32-årige Philip Patrick Westh – også kaldet Korsørmanden – så sigtet for drabet.
Det skete i forbindelse med en anden sag, hvor han var blevet anholdt på sin bopæl, hvor også en 13-årig pige var blevet fundet.
Året efter kom sagen for retten, og her blev Philip dømt skyldig i drabet.
Gennem årene har sagen fået enorm omtale i alt fra dokumentarer til podcasts, og særligt har et af punkterne været, at politiet simpelthen ikke var grundige nok i deres efterforskning.
Netop dette kritikpunkt går også igen i en lækket rapport, som TV 2 er i besiddelse af.
Rapporten er fra 2019, men det er først nu, at den ser dagens lys i forbindelse med bogen ‘Korsør 04:07’, der er skrevet af TV 2-journalist Ida Marie Lomholt Wismann.
Rapporten er beskrevet som et peer review, der er lavet af efterforskere og specialister, som kigger på sagen på ny i håbet om at hjælpe politiet med information, som de har overset.
Havde ingen konkrete spor
Ifølge rapporten var politiet fortsat på bar bund godt og vel to år efter, at Emilie Meng forsvandt. Her havde man ingen konkrete spor.
TV 2 skriver, at det tog specialisterne to måneder at kigge sagen igennem, og efterfølgende leverede man en 94 sider lang rapport, der indeholdt 381 nye anbefalinger til politikredsen.
Eksperterne kunne blandt andet konstatere, at politiet arbejdede ud fra “antagelser”, at der ikke var efterforsket til bunds, og man omtalte sagen som en decideret “indicie-sag”.
Og det er ikke første gang, at en rapport blev udfærdiget. Allerede året efter blev den første lavet med anbefalinger, og af peer review 2 fremgår det, at man fortsat ikke havde valgt at følge anbefalingerne fra den første rapport.
Eksempelvis lavede man ikke en efterforskning til bunds af en ung mand, der var den sidste til at være i kontakt med Emilie over Messenger.
Ligeledes havde man i de to første år ikke været i kontakt med en taxachauffør, som muligvis var den sidste til at se Emilie i live ved stationen.
Det fremgår også af rapporten, at politiet hovedsageligt havde afhørt mistænkte over telefonen, selvom det i drabsager er at foretrække at udføre personlige afhøringer.
Havde ikke undersøgt vidneforklaring til bunds
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi havde også mest fokus på en vidneforklaring, der lød på, at Emilie skulle have gået ned ad Kodakstien.
Af rapporten fremgår det dog, at man aldrig havde undersøgt, om hendes færden passede tidsmæssigt.
Politiet var blevet anbefalet at undersøge dette allerede året efter i den første rapport, men i den anden fra 2019 bliver det konstateret, at man fortsat ikke har gjort dette.
Eksperterne valgte derfor selv at undersøge det og konkluderede herefter, at det var mere sandsynligt, at Emilie var gået en anden vej og var blevet opsøgt af en ukendt person, hvilket førte til efterlysningen af den meget omtalte bil.
Det fremgår også af rapporten, at politiet blot havde kontaktet lokale butiksindehavere for at bede dem om at sikre overvågningsmateriale i stedet for selv at komme ud for at sikre det.
Ligeledes lykkedes det heller ikke politiet at sikre overvågningsmaterialet fra Korsør Station i timerne op til Emilies forsvinden.
I sidste ende blev det slettet.
Slettede indholdet på Emilie Mengs mobil
Det fremgår også, at man ikke havde undersøgt hele området, hvor Emilies lig blev fundet, selvom man manglede flere af hendes ting.
Politiet havde ligeledes slettet al det genskabte indhold, der lå på Emilies mobil, da man ikke mente, at det var brugbart.
Rapporten er skrækkelig læsning, og Mai-Brit Storm Thygesen, der er bistandsadvokat for Emilie Mengs familie, sidder da også tilbage med en forfærdelig tanke.
– Hvis man har lavet en så fejlagtig efterforskning, så er det nærliggende at spørge: Kunne det her egentlig have ført til, at man havde fundet en gerningsmand i tide, så han ikke kunne have udsat de andre piger for det, han er blevet dømt for i byretten, udtaler hun til TV 2.
Philip Patrick Westh blev kendt skyldig i drab, forsøg på langvarig frihedsberøvelse samt forsøg på voldtægt af Emilie Meng.
Han blev også dømt for voldtægt, langvarig frihedsberøvelse samt forsøg på drab af en 13-årig pige samt for at have overfaldet en 15-årig pige.
Philip Patrick Westh har anket sagen.
Grundet ankesagen har Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi ikke ønsket at kommentere på de to rapporter, skriver TV 2.
Hvad tænker du om de lækkede rapporter? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.
LÆS MERE:
° Philip Westh kendt skyldig i drabet på Emilie Meng
° Eksrocker Brian Sandberg om sigtet 32-årig mand: Sådan bliver han behandlet i fængslet