Marco Iacobucci Epp / Shutterstock.com / Imago/Ritzau Scanpix

Holger Rune skal møde Alexander Zverev: Her er de voldsomme anklager imod tyskeren

Selvom han imponerer på tennisbanen, så har tyskeren længe også været i fokus for sin adfærd uden for banen.

I disse dage kan man tale om, at stemningen i tennisverdenen går fra den ene til den anden yderlighed.

På den ene side er der tale om stor sportslig glæde, da fans har blikket rettet mod Paris, hvor Grand Slam-turneringen French Open bliver afviklet.

På den anden side er der dog tale om stor forargelse, da en af turneringens allerstørste stjerner også er hovedpersonen i en retssag i sit hjemland.

Og den person kommer danskerne til at se meget mere til mandag aften.

Tusindvis af danskere følger selvfølgelig også med i Paris, for flere danske stjerner har været i aktion på det franske grus.

Clara Tauson sendte eksempelvis flere stjerner ud af turneringen, før hun desværre selv blev slået ud af tunesiske Ons Jabeur.

På herresiden har vi selvfølgelig Holger Rune, og mandag aften kommer han atter i spil.

Her skal han møde tyske Alexander Zverev, og af flere årsager er der fokus på ham.

Retssag er i gang

Rent sportsligt går det nemlig glimrende for tyskeren. Han er rangeret som den fjerde bedste i hele verden, og som opvarmning til French Open vandt han Masters 1000-turneringen i Rom.

I år har han kun tabt tre gange på grus, og i første runde satte han en kæmpe stopper for den store fest i Paris.

Her mødte han nemlig legendariske Rafael Nadal, der længe har været plaget af skader, og der har været spekuleret i, hvorvidt det var hans sidste deltagelse. Nadal har rekorden for flest titler, da han har vundet hele 14 gange.

Derfor var håbet, at Nadal kunne være med længe ved årets turnering, men her blev han slået ud i første runde af Zverev.

Zverev er tidligere semifinalist i Paris, og grundet sine tidligere resultater og fantastiske form er han da også blandt favoritterne til at løbe med trofæet.

På det personlige plan ser det dog mindre sjovt ud for tyskeren.

I disse dage er han nemlig også tiltalt i en forfærdelig sag, som overraskende få taler om.

Artiklen fortsætter under billedet…

Alexander
Alexander Zverev. Foto: Imago/Ritzau Scanpix

Uhyggelige anklager

Alexander Zverev er nemlig anklaget for at udøve vold mod sin ekskæreste, Brendea Patea, som også er moren til hans datter.

Angiveligt skulle tyskeren have skubbet hende ind i en væg under et skænderi og derefter taget kvælertag på hende med begge hænder.

Det skulle ifølge ekskæresten have resulteret i, at hun efterfølgende havde svært med at synke og trække vejret i flere dage, ligesom hun også var plaget af smerter i halsen.

Det fortalte hun i et interview med det tyske medie Süddeutsche Zeitung, skrev The Telegraph.

Overfaldet skulle være sket tilbage i 2020, men ekskæresten valgte at vente med at udtale sig grundet en blanding af skam, frygt for tennisspillerens advokater og bekymring for datteren, udtalte hun efterfølgende.

Det er ikke første gang, at en ekskæreste har rettet anklager mod tyskeren. Også Olga Sharypova anklagede Zverev for at være voldelig, men denne sag blev lukket ned efter en undersøgelse grundet for få beviser.

Alexander Zverev nægter sig skyldig.

Holger Rune og Alexander Zverev har mødtes en gang før. Det var i 2022 i turneringen i München. Her vandt Holger Rune 6-3, 6-2.