Når man ser tilbage, føles Oscar-uddelingen i 1972 som en tidskapsel af et Hollywood i forandring.
Oscar-uddelingen i 1972 var mere end bare en prisuddeling; det var en blændende fejring af film, der indfangede essensen af en svunden tid.
I de senere år har jeg virkelig følt, at Oscar-uddelingen er blevet mere intetsigende og kedelig. Det virker, som om det handler mere om at vise sig frem end om at fejre andre og deres præstationer. Den ægte glæde og stolthed over andres succes synes at være forsvundet, hvilket får ceremonien til at føles mindre autentisk og mindeværdig, end den plejede at være.
Efter min mening var Oscar-uddelingen i 1972 noget helt andet.
Den særlige aften var fyldt med uforglemmelige øjeblikke, som satte barren højt for alle efterfølgende Oscar-ceremonier. At gå tilbage til denne aften er som at træde ind i en tidskapsel fra Hollywoods gyldne æra – og de uredigerede fotos fra den aften fortæller en historie om ren glamour og star power.
Så hvad fik egentlig Oscar-uddelingen i 1972 til at skille sig ud fra resten?
Et historisk år
Til at begynde med anerkendte den 44. Oscar-uddeling nogle af de største film i filmhistorien. ‘The French Connection’ dominerede aftenen og tog fem Oscars med hjem, herunder for bedste film, bedste instruktør til William Friedkin og bedste mandlige hovedrolle til Gene Hackman, der spillede hovedrollen som New Yorks politibetjent Jimmy “Popeye” Doyle.
Filmens dystre realisme og intense biljagter satte en ny standard for thrillere, og dens succes ved Oscar-uddelingen cementerede dens plads i filmhistorien. Det var en rigtig film med rigtige skuespillere og en rigtig god historie – noget, der mangler i dag.
– Filmen var helt anderledes end noget andet, jeg nogensinde havde lavet. Jeg havde aldrig skudt så meget udenfor, og især ikke om vinteren og under de forhold, hvor vi bare var i gang hele tiden. Og jeg tror heller ikke, at jeg nogensinde er blevet presset så meget af en instruktør, hvilket var rigtig godt for mig, siger Gene Hackman.
Gene Hackman var så chokeret over at vinde prisen, at han ikke engang kunne huske, at han havde rejst sig fra sit sæde og var gået op på podiet. På scenen udtrykte skuespilleren sin taknemmelighed over sin første dramalærer og sin mor, men snart blev han overvældet af følelser.
Et andet mesterværk, ‘A Clockwork Orange’, var også nomineret det år. Stanley Kubricks dystopiske vision udløste både kontroverser og beundring, hvilket yderligere bidrog til ceremoniens kulturelle betydning. I mellemtiden bragte ‘Spillemand på taget’ publikum tilbage til musicalgenren og charmerede publikum med sin hjertevarme historie.
‘The Last Picture Show,’ Peter Bogdanovichs mesterværk om at blive voksen, tryllebandt publikum og fik otte Oscar-nomineringer. Med sin stemningsfulde sort-hvide filmkunst skilte filmens nostalgiske skildring af livet i en lille by sig ud. Cloris Leachman og Ben Johnson leverede uforglemmelige præstationer og fik hver især en Oscar for bedste kvindelige og mandlige birolle.
Ingen hotpants i sigte
Oscaruddelingen i 1972 markerede en blændende tilbagevenden til glitter og glamour fra Hollywoods gyldne æra.
Væk var fjerene, frynserne og hippie-pandebåndene, som havde domineret de seneste ceremonier. Dette års galla viste et fantastisk udvalg af vintage-elegance med stjerner i chiffon og luksuriøse silkekreationer, der blev fremhævet af diamanter og pelse.
Som nogle journalister bemærkede, var der ikke et hotpants-outfit i sigte, selv om Jane Fonda kom med et modigt statement i en af de få buksedragter på den røde løber.
En journalist bemærkede også, at mange af kvinderne viste “masser af kavalergang”, hvilket ifølge ham bidrog til aftenens glamourøse atmosfære.
Som altid var området uden for Los Angeles Music Center fyldt med fans, der var ivrige efter at få et glimt af den stjernespækkede parade, der var på vej til prisuddelingen.
Begejstringen var dog præget af spænding, da der udbrød protester i nærheden – en almindelig begivenhed i de dage. Demonstranterne, som efter sigende var ret højrøstede, blev holdt tilbage af en række politibetjente.
Det år var fokus for protesterne Clint Eastwoods ‘Dirty Harry’, som på trods af, at den ikke var nomineret til nogen priser, blev kritiseret for angiveligt at glorificere politivold. På et særligt iøjnefaldende skilt stod der: “Dirty Harry er et råddent æg”.
Musikken spillede en vigtig rolle i at gøre Oscar-uddelingen i 1972 uforglemmelig.
Isaac Hayes skrev historie som den første afroamerikaner, der vandt en Oscar for bedste originale sang for sit hit ‘Theme from Shaft’ og bragte soulmusik til Oscaruddelingen på en måde, der aldrig var blevet gjort før.
Hans intense optræden på scenen var et af højdepunkterne den aften i april. Ikonet, i bar overkrop og med kæder om halsen, styrede scenen, mens han spillede keyboard, omgivet af en hvirvelvind af dansere.
Showet nåede sit højdepunkt, da Hayes forsvandt under scenen i en sky af røg og efterlod publikum i ærefrygt. Det var et øjeblik, der virkelig definerede Oscar-magi!
Betty Grables farvel
Et af aftenens store øjeblikke var, da den legendariske skuespillerinde Betty Grable gæstede gallaen og gav en af sine sidste offentlige optrædener.
Betty Grable var – og er stadig – en af Hollywoods giganter. Hendes ikoniske plakat i badedragt, der blev skabt i 1943, katapulterede hende til berømmelse som den største pin-up-pige under Anden Verdenskrig. Men Grable var mere end bare et kønt ansigt; hun var en meget succesfuld skuespillerinde, og hendes 42 film i 1930’erne og 1940’erne indbragte over 100 millioner dollars.
I midten af 1940’erne var hun den bedst betalte kvinde i USA og forsikrede som bekendt sine ben for 1 million dollars. Om sin utrolige rejse inden for film sagde Grable engang:
– Jeg blev stjerne af to grunde, og jeg står ved dem.
Betty Grable ankom i en slående turkis kjole, smukt dekoreret med sølvperler og med et elegant dekolleté.
Desværre var Oscar-uddelingen i 1972 en af hendes sidste offentlige optrædener, et bittersødt øjeblik for de fans, der forgudede hende. Tragisk nok døde hun kun et år senere af lungekræft i en alder af 56 år.
En skrøbelig, hvidhåret pioner
Blandt det stjernespækkede ensemble ved den 44. Oscaruddeling var der én person, der skilte sig ud fra resten. Ved kulminationen af den næsten tre timer lange prisuddeling dukkede en skrøbelig, hvidhåret filmpioner overraskende op. Det var ingen ringere end Charlie Chaplin, som var blevet fordrevet fra Hollywood og USA to årtier tidligere efter at være blevet beskyldt for kommunistiske sympatier.
Øjeblikket var utroligt følelsesladet, da Chaplin blev hædret for sine bidrag til filmkunsten. Den 82-årige skuespiller trådte ind på scenen med sin karakteristiske derby-stok og høstede tordnende bifald fra de 2.900 tilstedeværende berømtheder.
Faktisk varede den stående ovation i 12 minutter – den længste i Oscar-historien.
For de millioner, der så med derhjemme, føltes det næsten surrealistisk at være vidne til denne filmiske gigant foran dem. Men det mest gribende øjeblik tilhørte Chaplin selv, da han fik overrakt den særlige pris af Academy of Motion Picture.
– Åh, tusind tak. Dette er et følelsesladet øjeblik for mig. Og ord er så svage og nyttesløse. Tak for æren af at have inviteret mig hertil. I er vidunderlige, søde mennesker, sagde den engelske skuespiller.
Gammelt og nyt
Som nævnt var ceremonien i 1972 en fejring af, at det gamle og det nye Hollywood mødtes. Legendariske stjerner som Jane Russell, Macdonald Carey og Jane Powell Kelly delte rampelyset med den nye generation af skuespillere som Jane Fonda, Jack Nicholson, Gene Hackman, Cloris Leachman og Raquel Welch.
Den røde løber var en opvisning i ren elegance, og stjernerne var iført glamourøse kjoler og smokings, der udstrålede den tidløse charme fra Hollywoods guldalder.
Der er helt sikkert mange billeder fra den aften, som indfanger den elektriske stemning i luften. Men ét billede fangede virkelig min opmærksomhed: det, der viser Raquel Welch, Cloris Leachman og Gene Hackman sammen.
Gene Hackman havde al mulig grund til at smile og være glad på dette billede, Cloris Leachman havde vundet prisen for bedste kvindelige birolle for ‘The Last Picture Show’, og Raquel Welch strålede i sin fantastiske kjole. Ved Oscar-uddelingen i 1972 skulle Welch ikke kun overrække prisen for bedste kvindelige birolle, men var også en repræsentant for de ændrede idealer for kvindelighed i Hollywood. Hendes selvtillid og glamour på billedet symboliserer et øjeblik, hvor kvinder begyndte at gøre deres indflydelse gældende i branchen.
Bag om billedet
For mig indkapsler fotografiet ikke bare et øjeblik i tiden, men også karrieren og bidragene fra tre centrale personer i filmindustrien. Hver person på billedet repræsenterer en forskellig facet af Hollywoods udvikling. For eksempel skiller Leachmans præstation sig ud som et symbol på tidens skiftende filmlandskab. Hendes sejr repræsenterede et skift i retning af mere nuancerede, karakterdrevne historier i Hollywood.
Billedet af Hackman, Leachman og Welch afspejler også de bredere kulturelle forandringer, der fandt sted i begyndelsen af 1970’erne. Filmindustrien bevægede sig væk fra traditionelle fortællinger og omfavnede mere forskelligartet historiefortælling, hvilket var tydeligt i de film, der blev nomineret det år.
Uanset om det er gennem kameraets linse eller ekkoet af klapsalver, vil Oscaruddelingen i 1972 for altid have en særlig plads i filmhistorien!
