Da Inger Støjberg blev idømt 60 dages fængsel efter rigsretssagen, kom dommen som en stor overraskelse for hende. Hun har efterfølgende ramt bunden, men har kæmpet sig op igen.
Den 13. december 2021 blev Inger Støjberg idømt 60 dages ubetinget fængsel af Rigsretten. Den dom ændrede Inger Støjbergs liv, da den efterfølgende også betød, at hun blev dømt uværdig til at sidde i Folketinget – et sted hun har arbejdet i 20 år.
– Det var som at være i frit fald, og på et tidspunkt rammer du jo bunden. Så er det bare med at kravle op igen. Jeg er født med et meget lyst sind og enormt meget gå-på-mod. Det har hjulpet mig. Først var det virkelig et chok for mig, men efterfølgende var det bare at klø på, fortæller Inger Støjberg i radioprogrammet Mandat på Radio4.
Dom var en overraskelse
I minutterne op til dommen havde Inger Støjberg stået og talt med andre om, hvordan frifindelse skulle fejres, så dommen på 60 dage kom som en stor overraskelse for hende.
I programmet bliver hun spurgt ind til, hvordan dagene efter dommen var, og her fik hun hurtigt en hverdag op igen. Det var nemlig den måde, hun bedst kunne komme videre på.
– De første dage skulle jeg lige forstå, at det var sådan, det var. Så gik jeg meget hurtigt i gang med at bygge op igen og have en hverdag. Dommen falder om mandagen, og om torsdagen lever jeg allerede et helt almindeligt liv igen. Jeg står op til normal til, tager det normale tøj på, lægger make-up og kører en helt almindelig dag, selvom jeg ikke rigtigt har et arbejde længere, så indretter jeg mig, som om jeg har det, og det har jeg gjort lige siden, siger hun i radioprogrammet.
Selvom hun stadig venter på at komme til at afsone sin dom med fodlænke, så har hun masser af ting at bruge sin energi ting, da hun har sit eget medie Inger.dk, arbejder som klummeskribent på Ekstra Bladet og som tv-vært på DK4.