Der har været stor interesse omkring TV 2-programmet ‘Balladen om kolonihaven’. Men det kommer bag på to af de medvirkende, at der pludselig er så stor interesse for dem selv.
‘Balladen om kolonihaven’ har gået sin sejrsgang i Danmark, efter det første gang rullede henover skærmen. I programmet følger man i fire afsnit beboerne i Haveselskabet Jørgen Berthelsens Minde, og danskerne har været vilde med at følge med i de forskellige konflikter, som der især var mellem den gamle og den unge generation.
Men fordi der er så mange mennesker, der har set programmet, er der selvfølgelig også mange, der pludselig kan genkende beboerne i kolonihaven, og det er noget, som de lige skal vænne sig til.
Det fortalte formanden Finn og bestyrelsesmedlemmet Susanne, da de var gæster i ”Go’ morgen Danmark” i lørdags.
LÆS OGSÅ: Sidste afsnit sendt af “Balladen om kolonihaven”: Her er produktionens melding om ny sæson
Susanne var et af bestyrelsesmedlemmerne i programmet, men endte med at trække sig, så nye kræfter kunne komme til. Hun har flere gange oplevet, at folk hun ikke kendte kom hen og sagde hej til hende.
– De må da kunne genkende mig, for de siger: ”Hej Susanne”, og så vender man sig, kigger og tænker: ”Hvem var lige det?”. Ham eller hende kan jeg ikke lige genkende. Det sker næsten alle steder, vi kommer – også her i København, fortæller Susanne i Go’ morgen Danmark.
Det har været en smule underligt for Susanne at opleve, at ukendte mennesker pludselig kommer hen og taler til hende.
Eksploderet
Formanden Finn har i den grad også mærket interessen fra både private og medierne.
– Det er jo lidt det samme som Susanne siger, at man bliver genkendt på gaden, når man handler og folk kommer hen og klapper en på skulderen og siger et eller andet positivt. Og så er der ekstremt stor opmærksomhed fra medierne, siger han.
At der har været så stor interesse for programmet kommer bag på dem begge. Susanne havde faktisk ikke troet, at programmet faktisk ville komme i fjernsynet, mens Finn ikke havde regnet med, at programmet ville blive så elsket.
– Jeg ved ikke rigtig, hvad vi havde forestillet os, men i hvert fald ikke det her. Det er jo eksploderet fuldstændig, siger Finn.
De to har ikke været på fjernsynet før, så det er en ny fornemmelse at se sig selv på skærmen. Susanne fortæller, at hun ikke altid kunne genkende sig selv.
Kunne du godt tænke dig at se en sæson mere af ‘Balladen om kolonihaven’? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.