Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Jesper Vollmer med vigtig opfordring: ‘Gå til lægen, mand!’

Kokken Jesper Vollmer er ude med en vigtig opfordring til de danske mænd. De går nemlig ikke nok til lægen, og han opfordrer derfor mændene til et “mandetjek”.

Budskabet er klart fra 47-årige Jesper Vollmer i et nyt Instagram-opslag.

– Gå til lægen, mand! Det er min klare opfordring til dig som mand. Er du ikke selv mand, kan du sørge for at skubbe ham derhjemme ud ad døren, så han kommer afsted. 

Kokken, der selv har været gennem flere hårde ting såsom to blodpropper i hjernen, kommer også ind på det faktum, at mænd går 35 % mindre til lægen end kvinder.

Da Jesper Vollmer blev ramt af blodpropperne, kom det som et chok, da han selv mener, at han spiser sundt og motionerer, men her spillede generne ind. Blodpropperne var nemlig arveligt betinget.

– Jeg har aldrig dyrket det at gå til lægen. Men jeg tror, at tingene havde set anderledes ud, hvis jeg var blevet tjekket i et almindeligt helbredstjek/mandetjek, og der var blevet konstateret for højt blodtryk og kolesteroltal. Måske var det faktisk ikke endt med de to blodpropper, fordi det var opdaget i tide, skriver han og fortsætter:

– Man(d) bør tænke et mandetjek på samme måde som at sende bilen til service engang. Er motoren og maskineriet i orden eller skal vi lige have set på noget? Der er jo ingen grund til, at man kommer ned at ligge, hvis der ikke er behov for det.

Hvad mener du om Jesper Vollmers opfordring? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarspor på Facebook.