Foto: Michael Stub/Stub Michael/Ritzau Scanpix

Kærligheden brast: Sarah Mahfoud er blevet single

Bokseren er ikke længere sammen med kæresten Tobias Sørig.

Lige for tiden har Sarah Mahfoud travlt med at forberede sig på sin kommende VM-kamp om den ledige WBC-titel. Her står hun overfor at skulle bokse mod australske Skye Nicolson.

Men selvom hun ser frem til muligheden for at bokse om VM-titlen, så er det ikke alle steder, hvor det går lige godt. Kærligheden er nemlig brast for den 34-årige bokser.

Overfor SE OG HØR bekræfter Sarah Mahfoud, at hun ikke længere er kæreste med Tobias Sørig.

– Vi blev enige om, at vi nok bare er lidt for forskellige og vil lidt forskellige ting, men der er ikke sket noget grimt. Vi var helt enige om det, siger hun til SE OG HØR.

Tobias Sørig er selv bokser og vendte sidste år tilbage til sporten i en kamp efter fem års pause. Det skrev Ekstra Bladet, da hans comeback-kamp blev annonceret.

VM-kamp i vente

Men selvom kærligheden ikke holdt, så har Sarah Mahfoud meget at bruge tiden på lige nu. Hun er nemlig ved at gøre sig klar til kampen om den ledige WBC-titel.

Hvor og hvornår kampen mod Skye Nicolson finder sted er endnu ikke offentliggjort, men den 34-årige dansker er i den grad klar til kampen.

Hun var nødt til at droppe en planlagt kamp her i januar for at kampen kunne blive til noget.

– Jeg har ikke tænkt mig at træde til side og lade Sky Nicholson snuppe VM-titlen ved at møde en anden modstander. Hun slipper ikke for at møde mig, og jeg skal nok blive verdensmester igen, sagde hun i sidste uge til Danish Fight Night.

Udover boksning har danskerne gennem årene kunne se Sarah Mahfoud i flere programmer på tv.

I 2016 deltog hun i ‘Vild med dans’, som hun gik hen og vandt. Selvom hun siden har deltaget i flere programmer med en lidt lettere stemning såsom ‘Til middag hos’, så har hun også medvirket i DR-dokumentaren ‘Sarah Mahfouds hemmelighed’, hvor hun åbnede op om en fortid med psykisk vold.

Hun kunne sidste år opleves i programmet ‘Forræder’, hvor hun kæmpede hårdt for at finde forræderen, inden spillet i den grad vendte for den unge kvinde.

Nu hjælpes vi ad med at ønske Sarah Mahfoud alt det bedste fremover.