Karen-Helene Hjorth efter Cecilie Beck-afsløring om sex med en praktikant: Jeg har også gjort det

Tv-værten Karen-Helene Hjorth viser sin støtte til kollegaen Cecilie Beck og fortæller, at hun også har haft en relation til en yngre kollega, der var under uddannelse.

Onsdag kunne Ekstra Bladet afsløre, at tv-værten Cecilie Beck tidligere har haft en seksuel relation til en yngre kollega på TV 2 – nemlig en fotograf-praktikant.

Til samme medie fortalte hun blandt andet, at der var tale om en gensidig og samtykkende relation, og at hun ikke mener, at hun udnyttede sin magt som profileret nyhedsvært.

Siden da er reaktionerne væltet ind på de sociale medier – heriblandt fra den kendte vært Karen-Helene Hjorth, der sammen med blandt andre Cecilie Beck var én af de kvinder, der stod frem i Discovery-dokumentaren ‘MeToo: Sexisme bag skærmen’.

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Her fortalte både Cecilie Beck og Karen-Helene Hjorth om den sexistiske kultur, de havde oplevet på TV 2.

I sit nye opslag skriver Karen-Helene Hjorth følgende:

– TV 2 har haft en seksualiseret kultur, som vi alle har været en del af på tværs af organisationsdiagrammer og køn. Det er den, vi er ved at gøre op med’, skriver hun i opslaget og fortsætter:

– Men jeg føler et behov for at pointere, at relationer, som baserer sig på gensidig tiltrækning, ømhed og respekt, er noget ganske andet end nogle af de sager, advokatundersøgelsen og dokumentarprogrammet ‘Sexisme bag skærmen’ (heldigvis) har stillet skarpt på’.

Jeg har også gjort det

I opslaget fortæller hun desuden, at hun, ligesom Cecilie Beck, har haft et forhold til en yngre kollega.

– Jeg har også haft en relation til en kollega, der var yngre end mig selv – og som på daværende tidspunkt var under uddannelse, men den store forskel er, at der, som det er tilfældet i den sag, Ekstra Bladet beskriver i denne artikel, er tale om en relation, der er baseret på samtykke, gensidig forståelse og kærlig respekt. Lad os nu forblive nuancerede og have en værdig debat, skriver hun.

Hvad tænker du om denne sag?

Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!