Ukendt/Ritzau Scanpix

Karl Stegger blev blot 67 år: Hans hjerteskærende ord kort før sin død bringer tårerne frem

Skuespilleren Karl Stegger havde en voldsom barndom, men endte med at blive en af landets største stjerner.

Karl Stegger stod aldrig i front som førsteelsker som eksempelvis Poul Reichhardt, men hold da op, hvor var han alligevel populær.

Det bevidner antallet af spilletfilm på cv’et også om.

Hele 150 danske film medvirkede han i, og dermed er han kun overgået af en anden legende – nemlig Ove Sprogøe.

Men ligesom Ove selv så var der lang vej til de skæve brædder og det hvide lærred.

Faktisk fik han en umådelig hård start på livet.

Karl Stegger blev født Carl Johan Stegger Sørensen d. 11. januar 1913.

Ifølge biografien ‘Karl Stegger’, skrevet af Peer Kaae, så var hans mor dog ikke ligefrem stolt. I stedet var hun flov.

Jeg var en skamplet

Karl var blevet født uden for ægteskab, og selv hans egen far var ikke til stede. Han var en norsk sømand og havde forladt sin nyfødte søn længe før, han meldte sin ankomst.

– Jeg begyndte tilværelsen med at være en skamplet på min familie. Jeg var det, man dengang kaldte et uægte barn.

Karl voksede derfor op med sin mor, og han kunne fortælle om, hvordan han ventede mange timer på, at moren skulle kom hjem fra arbejde med mad, og at han til tider var nødsaget til at stjæle mad grundet sult.

Karl huskede dog sin mor som kærlig og senere i sit liv vidste han godt, hun var nødt til gå for at arbejde, så der kunne komme mad på bordet.

Desværre blev Karl ramt af en forfærdelig sorg, da han var blot 10 år gammel. Moren døde af tuberkulose.

Derfor endte den unge dreng på Ormslev Børnehjem og flere gange har han i sine senere år beskrevet stedet for noget lort.

Det hele ændrede sig dog for den unge Karl i teenageårene, da han fik øje på en pige, der heldigvis endte med at blive noget så klassisk som naboens datter.

Artiklen fortsætter under billedet…

Karl
Karl Stegger. Foto: Ukendt/Ritzau Scanpix

Himlen kom ned på jorden

Han blev smaskforelsket i Frederikke og udtalte blandt andet, at hvis han nogensinde skulle giftes, så skulle det altså være med hende.

Heldigvis endte det også sådan, og om det magiske øjeblik udtalte Karl følgende:

– Jeg har haft en hård og ubarmhjertig barndom, men den dag, jeg mødte Rikke, var det, som om himlen kom ned på jorden, skriver Peer Kaae.

Parret blev gift i 1938 og sammen fik de datteren Ritha.

Det var også i 30’erne, at Karl første gang forsøgte sig som skuespiller. Inden da havde han haft forskellige jobs, men da en skuespiller blev ramt af sygdom, så var Karl klar til at give de skrå brædder et forsøg, hvilket blev starten på en imponerende karriere.

Hans første filmrolle kom som 37-årig i filmen ‘Smedegade 4’ fra 1950, men det var først fem år senere, at han virkelig brød igennem.

Her taler jeg selvfølgelig om filmen ‘Far til fire på landet’, hvor Karl spillede rollen som far.

Flere ikoniske roller

Filmen var den tredje i rækken, og rollen overtog han fra Ib Schønberg. Det var Schønberg selv, der udpegede Stegger, og han endte efterfølgende med at spille rollen som far i hele seks film.

Herefter blev det til en masse biroller i 50’erne og 60’erne. Heriblandt kan nævnes filmene ‘Styrmand Karlsen’, ‘Sommer i Tyrol’, og ‘Baronessen fra benzintanken’.

60’erne bød selvfølgelig også på ‘Støv’-filmene, og så må vi heller ikke glemme ‘Min søsters børn’-filmene, hvor han hverken gav sin hustru eller Axel Strøbye en chance, når han udbrød: “Edel, Ring til politiet”.

Efterfølgende blev det da også til roller i flere forskellige ‘Olsen-Banden’-film. Eksempelvis i ‘Olsen-Banden i Jylland’, hvor han spillede skrothandler Madsen.

Udover sine mange spillefilm, så medvirkede Karl også i nogle få tv-serier. Den største rolle, som også er den, mange altid vil huske ham for, er selvfølgelig som Konsul Holm i klassikeren ‘Matador’.

1970’erne blev desværre også begyndelsen på enden for den elskede Karl Stegger, der var hårdt ramt af sygdom.

Han nåede at spille bedstefar i ‘Johnny Larsen’ i 1979 samt smeden i ‘Lille Virgil og Orla Frøsnapper’, der blev udgivet kort inden hans død i 1980.

D. 13. april 1980 sover Karl ind på Rigshospitalet. Han havde døjet med sukkersyge i flere årtier, og så kæmpede han med en forkalket hjerteklap og var til sidst blevet ramt af lungebetændelse.

Han blev 67 år.

Tankerne var hos Rikke

Og kærligheden fulgte ham til det sidste. Kort før sin død lød det blandt andet ifølge Billed-Bladet, at han var træt af ræset og ønskede fred og ro, og så blev Rikke selvfølgelig også nævnt.

– Hvis jeg får lov at leve en seks-syv år endnu, så er jeg ganske godt tilfreds. Hvis jeg kun får to år mere, så er det også i orden, bare min kone Rikke må få det godt.

Som taget ud af en romantisk film, så var Karl klar til at give sin dyrebare tid fra sit eget liv, hvis blot hans elskede hustru fortsat havde det godt.

Karl Stegger er begravet på Søndermark Kirkegård på Frederiksberg.

Tilbage står en masse minder fra skærmen samt beviset på, at man kan opnå stor succes, selvom man har haft en forfærdelig start, hvis man kæmper for det.

Karl og Rikkes ægteskab var også et smukt eksempel på et forhold bygget på ægte kærlighed. De var der nemlig for hinanden før berømmelsen og pengene.

Tak for alt, Karl.

Hvil i fred.