Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Katrine Greis-Rosenthal om trekantsdramaet i ‘Sygeplejeskolen’: “Nina har alt at miste”

‘Sygeplejeskolen’ er tilbage til mange seeres store glæde. Meget er forandret efter den store brand som ramte skolen i sidste afsnit af femte sæson. Men nogle ting har ikke ændret sig.

En ting som ikke har forandret sig er trekantsdramaet mellem karaktererne Nina Neergaard, Bent Neergaard og John Neumann, som når nye højder i første afsnit af den nye sæson.

Nu sætter skuespillerne Jon Lange og Katrine Greis-Rosenthal ord på trekantsdramaet.

Da Newsner i denne uge var til pressemøde i forbindelse med premieren på den nye sæson af ‘Sygeplejeskolen’, faldt snakken på trekantsdramaet mellem Nina Neergaard, Bent Neergaard og John Neumann.

For selvom ægteparret Nina og Bent tidligere i serien blev skilt, så slog de pjalterne sammen igen i sidste sæson. Det skyldtes, at Nina var blevet gravid med John Neumanns barn, men da han allerede havde en kæreste, ville Nina ikke ødelægge hans lykke.

Nina ville egentligt have en abort, men da hendes tidligere ægtemand Bent vidste, at hun længe har drømt om at få et barn, foreslog han, at han kunne blive barnets far i stedet.

Dermed så det hele ud til at falde på plads, men i løbet af Ninas graviditet, erklærede John sine sande følelser for Nina, der kæmper mellem kærligheden og pligten.

Sidste sæson endte med, at Nina fødte sin lille søn Carl, og her i første afsnit kan man se, at den lille ny udadtil for alle andre har Bent som far.

Men John ved endnu ikke, at han er far til lille Carl, og Ninas følelser for John er stadig stærke.

Fornuft eller følelser

Under interviewet med Katrine Greis-Rosenthal falder snakken på, hvordan det har været at dykke ned i trekantsdramaet.

Der er ingen tvivl om, hvordan det er for Katrine Greis-Rosenthal at dykke ned i trekantsdramaet i serien.

– Jamen, det synes jeg er fedt. For det første er det en situation, som nok alle kan forstå, og samtidigt er det enormt tegnende for den periode. Det var sku ikke nemt at være kvinde i 50’erne. I hvert fald ikke nemt på det måde det er i dag forstået på den måde, at i dag kan man ”bare” gå på NemId. Selvfølgelig er der konsekvenser, men der er en større forståelse, fordi der er en større præcedens, siger hun til Newsner og fortsætter:

– Hvis man som kvinde i 1950’erne vælger at blive skilt for anden gang, så er der stor risiko for at blive udstødt af samfundet. I hvert fald på din arbejdsplads. Hun har alt at miste. Hun vil ikke kunne forsørge sig selv og sin søn, hun vil formentligt miste sit arbejde. Det er der i hvert fald stor risiko for, det er der jo ikke i dag.

– Jeg synes, at det er vildt vigtigt, at man bliver ved med at dykke ned i, hvor store konsekvenser det var for en kvinde i 50’erne at tage det lidenskabelige valg fremfor det fornuftige valg. Det har bare kæmpe konsekvenser.

Nina står i serien i dilemmaet om, hvorvidt hun skal blive ved Bent eller forfølge sin store kærlighed.

– Kærlighed har altid været et dilemma, så selvfølgelig er hun ikke afklaret med bare at være en lille familie. Selvfølgelig skaber det problemer, når han (John, red.) hele tiden render rundt for øjnene af hende, ham hun elsker. Så det synes jeg har været rigtig vigtigt at dykke videre ned i, siger Katrine Greis-Rosenthal.

Fedt med flere lag

Jon Lange spiller John Neumann i serien, og er en del af det store trekantsdramaet.

Da han bliver spurgt ind til, hvad det bedste ved sæsonen har været, er han ikke i tvivl.

– Jeg er meget på historielinjerne, så jeg synes bare, det er lækkert at grave endnu dybere ned i trekantsdramaet med mig, Nina og Bent. Der bliver ved med at komme flere lag på, og det kommer til at koste mere og mere og mere for alle involverede. Så det er en fornøjelse, siger Jon Lange til Newsner.

Du kan se ‘Sygeplejeskolen’ hver søndag klokken 21:15 på TV 2 Charlie eller på TV 2 Play.

Hvordan tror du, at det kommer til at gå med Nina, Bent og John? Kom gerne med dit bud i artiklens kommentarfelt på Facebook.