
Der hersker igen ro i Heick-familien, efter Jesper Vollmers nye hund Carla er blevet forenet med hans svigerforældres hund Bertil.
Selv om begejstringen hos TV-kokken Jesper Vollmer har været stor lige siden, han sidste forår fyldte 50 og fik hunden Carla i fødselsdagsgave, har der ikke været lutter fryd og gammen for alle.

Hans kendte svigerforældre Keld og Hilda Heick har nemlig indimellem skullet passe den nye hund, og det var deres egen hund Bertil altså ikke spor begejstret for.
Keld og Hilda bor tæt på datteren Annette Heick og hendes familie, og derfor ses de ofte, og derfor har det også været naturligt, at familierne har kunnet passe hinandens hunde.
Heick-hundene var uvenner
Hjemme hos Heick-ægteparret har man altid haft puddelhunde, og her er det hunden Bertil, der igennem de seneste ti år har været vovsen i hjemmet.
Jesper Vollmer har nu fået lille Carla, der er af racen Lagotto Romagnolo, og selv om han er virkelig glad for hvalpen, så har Bertil ikke været helt lige så begejstret for hvalpens “barnlige” energi.
– Bertil er vant til at være midtpunkt og få al opmærksomheden. Det er ærgerligt, Carla er ellers en sød og dejlig hund, har Hilda Heick tidligere sagt til BILLED-BLADET.
Hundene kommer overens
Her bemærkede hun også, at Jesper Vollmer var helt kulret med hunden, og at hun også godt kunne forstå ham, for “Carla er virkelig så kær”, som hun sagde.
Men nu er der godt nyt fra familien, for Carla og Bertil har endelig fundet melodien med hinanden efter en svær opstart.
– Carla og Bertil har heldigvis fundet ud af det sammen. Det skulle åbenbart bare have noget tid. Nu leger da faktisk med hinanden. Sidste uge var de sammen et par gange, og nu er det bare så hyggeligt, siger Hilda Heick til BILLED-BLADET.
Hilda Heick siger stop
Samtidig har Hilda Heick også sat ord på, hvordan ægteparret nu ser frem til at afslutte deres musikalske karriere, da kræfterne ikke helt holder mere, selv om de har elsket turnélivet.
– Og det elsker vi. Vi elsker at være ude at synge og gøre folk glade. Men efter i år er det altså slut. Vi orker det simpelthen ikke længere. Når vi først er fremme og optræder, er det helt fint, siger Hilda Heick til BILLED-BLADET.
Det er dog de lange køreture på landevejene, som ægteparret nu gerne vil være fri for, fordi de ikke kan blive ved med at holde til det, som sangerinden understreger.
Hvor er det bare godt, at hundene nu går godt i spænd – det tegner godt for mange hyggelige timer sammen!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!
LÆS OGSÅ:
° Keld og Hilda Heick tager nu på deres sidste turné
° Hilda Heick vandt stort over sin mand Keld Heick