Mikkel Pasztor

Klappen gik ned, da Basim skulle synge om sin afdøde mor: Nu sætter han ord på den svære situation

Sangeren måtte stoppe op under sin optræden i weekenden. I et interview med Newsner sætter han ord på den svære situation.

Mange vil nok give mig ret i, at mor og far er bare de bedste, vi har.

De har altid været her, og derfor frygter vi også den dag, hvor de ikke længere er her.

Mange tør ikke engang at tænke tanken.

Desværre så har mange også oplevet, at den forfærdelige dag kom alt for tidligt.

Det skete også for sangeren Basim, og desværre ramte lynet to gange. Han mistede nemlig både sin far og sin mor i en tidlig alder.

En forfærdelig sorg

De fleste husker nok den blot 15-årige dreng, der tilbage i 2008 blev landskendt, da han deltog i den allerførste sæson af ‘X Factor’.

Her blev det til en flot semifinaleplads, men selvom det var begyndelsen på en imponerende karriere og succes for sangeren, så bød privatlivet på en forfærdelig sorg.

I 2012 mistede han sin far til leukæmi, da Basim blot var 19 år gammel, og allerede i 2016 måtte han også tage afsked med sin mor, der siden han var helt lille, havde kæmpet med Parkinson.

I weekenden var det muligt at opleve Basim igen, for her gæstede han ‘Go’ morgen Danmark’, hvor han fremførte sangen ‘Tanker’, der handler om den forfærdelige sorg.

I et interview med Newsner fortæller sangeren nu om den rørende sang.

Artiklen fortsætter under billedet…

Basim
Basim. Foto: Mikkel Pasztor

Prøvede at være noget, jeg ikke var

– ‘Tanker’ er et nummer, jeg skriver tilbage i år 2018. Efter at have haft en masse hits, der mærker jeg et tomrum, fordi jeg prøvede at være noget, jeg måske ikke var. Jeg prøvede at være glad udadtil, fordi jeg ikke ville virke ked af det, og så gik det bare op for mig, at jeg bare ville fortælle min historie og være mig selv, fortæller han og fortsætter:

– Det er en skælsættende sang, fordi det er første gang, jeg turde være sårbar som voksen.

Selvom man siger, at tiden heler alle sår, så var det tydeligt, at nogle sår forståeligt nok er dybere end andre.

Undervejs så man nemlig Basim stoppe op, hvorefter han henvendte sig til sit band og forklarede, at det var svært for ham at synge.

Den situation sætter han også ord på overfor Newsner.

Kunne ikke få ordene ud

– Jeg var rigtig ked af det efterfølgende, og det var andet vers, hvor jeg skal synge, at min mor blev syg, da jeg var fire år, som jeg ikke kan få ud… altså min krop kan ikke få det sagt, så klappen går ned, men jeg kommer tilbage igen.

Og weekendens optræden har da også sat tankerne i gang hos Basim.

– Set i bakspejlet, så er jeg rigtig stolt af mig selv, for klappen går ned på live-tv. Jeg kan ikke gøre det om igen, men jeg griber den stadig. Det var meget sigende for min historie… klappen går ned, men jeg kunne stadig finde lyset, jeg er her sgu. Det har været en hård tur. Men jeg kan se lyset, og det er også vigtigt at fortælle, at når man er ked af det og deprimeret, så tror man, at det varer evigt, men hvis man åbner øjnene og spørger sig selv: “hvorfor er jeg ked af det? Hvad er det, der gør ondt?” Så finder du svarene, men det har taget mig tid, og nu er jeg klar.

Danskerne fik et endnu større kendskab til Basim, da han i 2014 medvirkede og vandt det danske Melodi Grand Prix med sangen ‘Cliche Love Song’, hvorefter det blev til en 9. plads ved ‘Eurovision Song Contest’.

I næste måned giver han det atter et forsøg, når han skal optræde med sin nye sang ‘Johnny’.

Tak, fordi du deler din historie, Basim. Du klarede det så flot, og du kan være meget stolt af dig selv.

Lad os sende en støttende hilsen til Basim i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen.