
Prins Joachim har netop haft premiere med sin nye dokumentar ‘Hærvejen’, og her lukker han danskerne ind et sted, de ikke har været før.
Handlingen i dokumentarfilmen ‘Hærvejen’ er egentlig ganske simpel: To mænd går en rute igennem Jylland, der er forbundet med fordums tid, og undervejs falder de i naturlig snak om de store emner i livet.
Nu forholder det sig bare sådan, at den ene mand er prins Joachim, mens den anden nærmest er hans diametrale modstykke både af stand og personlighed – nemlig forfatteren Steffen Jacobsen, der viser sig at være noget af en karakter, man ikke kan undgå at holde af.
Det kommer der en række interessante samtaler ud af, hvor Steffen Jacobsen virkelig gør sit ypperste for at åbne den del af prins Joachims indre, som danskerne meget sjældent bliver inviteret ind i.
Prins Joachim er en hård nød
Det er et klogt træk fra prins Joachim, der ikke altid har været på fornavn med danskerne, at springe ud i et sådant projekt, da Hans Kongelige Højhed nu har fundet ud af, at han virkelig kan fange folket som historieformidler.
I ‘Hærvejen’ forsøger han at lykkes med begge dele med både et personligt men også historisk portræt – og det lykkes også – i nogen grad. For prins Joachim viser sig at være en svær nød at knække selv for den standhaftige forfatter.
Steffen Jacobsen går igennem hele dokumentarfilmen i rette med prins Joachim, der ofte har en tendens til at lukke i omkring sårbare emner, mens forfatteren selv gladeligt deler ud om sit store forbrug af terapi, hans egen barske barndom og ind imellem udfordrende voksenliv.
Skilsmissen var hård
Dog ender prinsen blandt mange floskler, sidespor og historieforedrag at åbne for primært den svære tid tilbage i 00’erne, hvor han blev skilt fra grevinde Alexandra efter ni års ægteskab og dele nogle nye ord om, hvad han gik igennem.
– Det var ikke ensomhed alene-alene. Det var den ensomhed, at jeg havde gjort noget, som var uomgængeligt, nødvendigt. Første gang i umindelige tider i min familie. Og som også ville chokere en allerhelvedes masse mennesker, siger prins Joachim ærligt til Steffen Jacobsen.
Her understreger prinsen også, at han havde en stærk følelse af skyld og erkender også, at det nok har været en slags depression, han stod i, som heldigvis lettede, da han senere fandt kærligheden i prinsesse Marie.
Prins Joachim taler om ulykke
Desuden fortæller prins Joachim også til slut i dokumentaren åbent om den bilulykke i Frankrig, han og kong Frederik var involveret i som unge i Frankrig, hvor han selv sad bag rattet.
– Det var en nærdødsoplevelse. Jeg kunne mærke, at jeg rørte noget, og først troede jeg, det var glastaget, men det var åbent. Det var simpelthen bare jord og kviste. Da jeg vendte mig om mod min passager, var han for stille til, at det var godt, fortæller prinsen indlevende.
Dermed går danskerne går ikke helt tomhændede hjem, når de om nogle måneder kan se frem til at se ‘Hærvejen’ med egne øjne på dansk TV, og prins Joachim har gjort et klogt træk i på dette tidspunkt af sit liv at lukke folket ind, hvor de ikke har været før.
Prins Joachim er i spil
Mon ikke han har været antændt af succesen fra ‘Prins Joachim fortæller’, der blev sendt tilbage i 2019, hvor han ivrigt dykkede ned i danskernes historie og høstede store roser efterfølgende.
Denne gang er det mere ham selv, der er i spil, og selv om filteret stadig ligger over prinsen, så kan danskerne alligevel begynde at ane nogle sprækker, hvor de ser en ny side, som de aldrig har set før.
Denne vej ind i TV-formatet er en spændende en af slagsen – for man kun kan forestille sig, at der kan komme mange flere spændende programmer ud af det med prins Joachim i centrum.
Men måske kunne en plan for hvor meget, han vil dele med os danskere måske være gavnlig næste gang – for ‘Hærvejen’ kan ind imellem godt virke til at være lidt amputeret i forhold til det personlige indblik og blive lidt en halvvejs løsning.
Vi synes, at ‘Hærvejen’ er et modigt skridt for prins Joachim – vi håber at se meget mere til ham på TV fremover!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!