Komtesse Athena fylder 13 år

Prins Joachims yngste barn har fødselsdag i dag, og det er en ganske særlig dag. Hun bliver nemlig teenager.

Flagene er fundet frem i den danske kongefamilie i dag. Det er nemlig 13 år siden, at prins Joachim kunne byde velkommen til sit sidste barn.

Det skete, da datteren Athena blev født 24. januar 2012 på Rigshospitalet i København. Ved fødslen blev hun prinsesse til Danmark, men både Athena og hendes tre brødres titler blev senere ændret.

Athena er prins Joachims yngste barn. Fra sit første ægteskab har han børnene grev Nikolai og grev Felix, mens han udover Athena har sønnen grev Henrik sammen med sin hustru Marie.

Selvom Athena er en del af det danske kongehus, så har hun allerede boet flere år i udlandet. Hendes liv startede i Danmark, men sammen med familien flyttede hun til Paris, da hendes far tiltrådte som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris i september 2020.

Men det blev ikke sidste udlandsophold for den unge komtesse og familien. De bor nemlig i USA nu. Det skyldes, at prins Joachim den 1. september 2023 startede som forsvarsindustriattaché på Den Danske Ambassade i Washington D.C. Stillingen er berammet til tre år, men der er mulighed for forlængelse, så det bliver spændende at se, hvor længe familien bliver i USA.

Men i dag gælder det Athenas fødselsdag, og den skal selvfølgelig fejres. I forbindelse med den store dag har kongehuset udsendt et nyt billede af den unge pige.

Billede taget af særlig fotograf

På det fine fødselsdagsbillede kan man se Athena stå foran en reol. Hun er iført en top med pailletter og sorte bukser.

Kongehuset oplyser ikke, hvor billedet er taget, men det kunne tyde på, at det er hjemme hos prins Joachim og familien. I reolen kan man se et billede af prinsesse Marie sammen med et af børnene.

Billedet af fødselsdagsbarnet er taget af prinsesse Marie. Hun har flere gange taget billederne af børnene, når deres fødselsdage er blevet markeret.

Sikke et skønt billede. Stort tillykke med dagen, komtesse Athena! Vi håber, at du får en forrygende dag.

LÆS MERE: