Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kongehuset bekræfter: Joachim og Marie er rejst til Paris

Prins Joachim, prinsesse Marie og deres børn prins Henrik og prinsesse Athena rejste tilbage til Paris i weekenden.

Her genoptager prins Joachim mandag sit militære uddannelsesforløb, som han de seneste otte uger har fulgt fra Danmark gennem blandt andet fjernundervisning og online konferencer.

Det oplyser det danske kongehus i en pressemeddelelse.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

– Derudover starter også prins Henrik og prinsesse Athena i dag gradvist op i deres franske skole, efter at børnene har fulgt skoleundervisningen hjemmefra siden marts, lyder det fra kongehuset.

I slutningen af marts meddelte kongehuset, at prins Joachim og familien var rejst hjem til Danmark, hvor prins Henrik var blevet undersøgt på Rigshospitalet for vejrtrækningsproblemer forbundet med astmatisk bronkitis.

Prins Henrik blev også undersøgt for coronavirus i forbindelse med undersøgelserne. Testen viste sig dog at være negativ.

– Under hensyntagen til prins Henriks tilstand fandt forældrene det mest betryggende at søge behandling på Rigshospitalet, hvor man har fulgt prinsen gennem flere år, lød det i en pressemeddelelse.

Hvad mener du om prinsens beslutning? Del gerne din mening i kommentarfeltet på Facebook.